Der blev jublet til den helt store guldmedalje i Esbjerg-lejren efter sejren på 2-1 over AGF.

»Nu er vi 11 point over nedrykningsstregen, så selvfølgelig redder vi os fri af nedrykningen,« sagde backen Nikolaj Hagelskjær, der bragte vestjyderne foran 1-0 midt i første halvleg tæt inde foran mål efter fornemt forarbejde af holdkammeraterne Lasse Rise og Ronnie Schwartz.

Esbjerg-træner Jonas Dal var den, der udenfor omklædningsrummet efter kampen var mest smilende.
»De tre point er vigtige for os i bundstriden. Nu kan vi tillade os at kigge opad i tabellen, og lægge nedrykningsspøgelset væk for et stykke tid,« sagde han og tilføjede:

»I efteråret havde vi tabt en kamp som denne. Vi er jo i store prioder presset i bund. Men i vinterpausen er der sket ting og sager med holdet. Defensiven er nu velfungerende, og vi spiller som et hold.«
Især to spillere gjorde det fortræffeligt hos Esbjerg:

U21-landsholdsspilleren Jeppe Højbjerg i målet og anfører Magnus Lekven.

»Jeg er meget tilfreds med min præstation. I det hele taget synes jeg, at mit comeback i Esbjerg efter sidste års leje-ophold i Fredericia er blevet indledt perfekt. Vi har i de første tre Superliga-kampe hentet seks point, og bevæger os hele tiden pænt opad i tabellen. Nu er vi kun to point efter AGF. Målet er at de skal indhentes hurtigst muligt,« sagde Jeppe Højbjerg, der i begyndelsen af anden halvleg præsterede en stor redning på et afslutningsforsøg af AGF-angriberen Morten Rasmussen, hvorefter Magnus Lekven på næste angreb bragte Esbjerg foran 2-0.

»Sjældent har jeg ramt en bold så godt,« sagde Magnus Lekven.

Hos AGF var der debut til Emil Nielsen, som man lejede i fjor i norske Rosenborg.

Han kom ind i det 66. minut, og blot fire minutter senere reducerede han til 1-2 på et dommedagsskud fra udkanten af Esbjergs straffesparksfelt.

»Hele mit efterår var frustrerende, fordi jeg døjede med efterveerne fra en lyskebrok-operation. Men nu er jeg fit-for-fight,« sagde Emil Nielsen.

Efter planen skal han til sommer tilbage til Rosenborg eftersom han har over to år tilbage af sin kontrakt.

»Jeg havde det fint i Norge, men vil intet have imod at fortsætte i AGF. Det projekt man her har gang i er meget interessant,« sagde Emil Nielsen.

AGF’s træner Glen Riddersholm havde efter kampen svært ved at finde en grimasse, der kunne passe til situationen.

 
Ronnie Schwartz viser at han stadig har mål i støvlerne og gør det her til 1-0 til esbjerg.
Vis mere

»Vi kan takke os selv for, at vi ikke fik point ud af anstrengelserne. Efter en kønsløs indsats af os i første halvleg, var vores spil efter pausen tilfredsstillende,« sagde Glen Riddersholm, der mente, at for mange AGF-spillere i første halvleg tog for mange pauser.

»Det AGF-hold jeg nu har arbejdet med i otte-ni uger befinder sig i en proces, hvor vi må erkende, at der kan komme svipsere som denne. Jeg er ikke frustreret. Slet ikke. Men løber vi om et år ind i et nederlag som det her, er det sandsynligt, at mit humør vil være mere negativt påvirket end tilfældet er nu,« sagde Glen Riddersholm.

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Der er meget mere af det gode at hente fra BT Sporten. Bliv ven med os her