De spilder ikke tiden på den danske vestkyst. Godt et kvarter, efter at Superliga-klubben havde bekræftet salget af topscorer Martin Pusic til FC Midtjylland, var afløseren på plads.

Den 28-årige svenske offensivspiller Daniel Larsson lejes i den spanske Primera Division-klub Granada for resten af sæsonen. Det bekræfter den spanske klub sent fredag aften.

Larsson har udover Granada klubber som Malmö FF og spanske Valladolid på sit cv. Han er desuden noteret for fem kampe for det svenske landshold.

Esbjerg har annonceret, at klubben også forventer at hente en erstatning for forsvarssspilleren Eddi Gomes, der i sidste uge blev solgt til en kinesisk klub, inden transfervinduet smækker i natten mellem mandag og tirsdag.