Nicki Bille er ny spiller i Esbjerg. Med en pris på 2,5 mio. kr. har vestjyderne sikret sig en aftale med Bille for de næste tre år. På papiret ligner handlen et regulært scoop for den esbjergenserne.

Klubbens sportsdirektør, Niels Erik Søndergaard, erkender da også også, at klubben har svært ved at få armene ned.

»Det er en rigtig god handel for os. Det er der ingen tvivl om. Det er en profil i dansk fodbold, vi nu henter til Esbjerg. Vi er meget tilfredse med, at vi i løbet af ganske få dage har kunnet overbevise både Evian og Nicki om, at Esbjerg skulle være hans næste klub.«

Nicki Bille har haft et noget turbulent karriereforløb. Ti klubber har han spillet i de seneste ni år. Senest endte han i problemer i april i år, hvor angriberen blev idømt 60 dages betinget fængsel for at bide en politibetjent.

Niels Erik Søndergaard fortæller, at man er opmærksomme på tidligere tiders problemer.

»Selvfølgelig har vi gjort os nogle tanker om de ting, der har været fremme i hans tidligere klubber. Men i den snak, vi har haft med Nicki, virker han som en fyr, der er modnet meget. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan han har været tidligere, men jeg synes, han virker som en meget moden fyr - og faktisk en god fyr, som har tænkt over, hvad der er foregået tidligere i hans karriere og nu er blevet opmærksom på, at det nu er fodbolden, han skal fokusere på,« siger han og fortæller, at det selvfølgelig har krævet lidt overtalelse at lokke en profil som Bille til Esbjerg.

»Han har været på besøg to gange. Så har han haft en snak med andre af de spillere, der ikke lige er født og opvokset i Esbjerg. De har kunnet sige, hvordan det er at bo her. Det tror jeg, har været med til, at Nicki har fundet frem til, at Esbjerg kunne være et godt sted til at få ro på tilværelsen og virkelig få karrieren på skinner igen.«

Nicki Bille har senest spillet i Evian. Her blev det til 22 kampe og to mål.