Mohammed Fellah kan være på vej tilbage til Norge efter kun halvanden sæson i Superligaen.
Mohammed Fellah kan være på vej tilbage til Norge efter kun halvanden sæson i Superligaen. Foto: Claus Fisker

BT kunne onsdag aften afsløre, at Esbjerg er i dialog med den norske storklub Rosenborg om et salg eller lån af Mohammed Fellah, og nu bekræfter den vestjyske klub så forhandlingerne.

»Jeg vil ikke bekræfte klubnavn, men vil gerne bekræfte, at der er interesse fra Norge for Mohammed Fellah. Der har løbende været dialog med flere forskellige klubber, og nu er det så blevet mere konkret,« siger Niels Erik Søndergaard fra Esbjergs sportslige udvalg til bt.dk.

BT erfarer, at Esbjerg i august 2013 betalte Vålerenga i omegnen af en million danske kroner for Mohammed Fellah, og det er det beløb, klubben ønsker at få tilbage ved at afhænde den 25-årige nordmand før tid.

Transfervinduet i Norge er åbent marts ud, og selv om Rosenborg, der i øjeblikket er på træningslejr i La Manga, og Esbjerg er i konkret dialog, kan der godt gå flere dage, inden alting falder på plads. Meget er nemlig også op til Mohammed Fellah selv.

»Vi er åbne for alle muligheder. Hvis en af vores spillere ikke er i startelleveren, og det samtidig er en udenlandsk spiller, vi har hentet, så er det klart, at han helst skal spille. Det gør Mohammed Fellah ikke så meget i øjeblikket, så vi skal i fællesskab finde en løsning for ham«.

»Den her aftale kan godt klares over telefonen og mail, og den klub, vi er i løbende dialog med, er vist sydpå lige nu, så det er ikke sikkert, at den går igennem de næste 24 eller 48 timer. Mohammed Fellah er også selv i tænkeboks lige nu,« forklarer Niels Erik Søndergaard, der ikke vil hente en erstatning for Mohammed Fellah, hvis forhandlingerne med Rosenborg ender ud i en aftale.

»Grunden til, at vi åbner for, at Mohammed Fellah kan komme væk, skyldes, at Emil Lyng jo er kommet godt tilbage. Og samtidig har vi Kevin Mensah, Jeppe Andersen og Casper Nielsen til de pladser, han dækker, så vi har ok med spillere på de positioner. På et tidspunkt så vi også Mohammed Fellah som angriber, men her er han ikke aktuel længere.«

Mohammed Fellah har kontrakt i Esbjerg frem til sommeren 2016.

 

  

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook