FC Midtjylland leder efter en ny chef til at træne deres guldhelte, efter Glen Riddersholm for godt en uge siden chokerede hele fodbold-Danmark med sin opsigelse. Men allerede inden Riddersholm havde forladt træningsanlægget i Ikast, var man i gang med at finde emner til den frie post.
Nu er de så også blevet sorteret og rangeret, og ifølge BTs oplysninger er amerikanske Bob Bradley nummer et på FC Midtjyllands ønskeliste. Bradley nyder voldsom succes i Norge, hvor han har sendt Stabæk op som nummer to i Tippeligaen efter 14 runder - trods spådomme om at skulle kæmpe i bunden af rækken.
»Vi har ikke hørt noget om det fra Bob Bradley, og vi har heller ikke hørt fra FC Midtjylland. Der er vældigt mange spekulationer om Bob Bradley, og vi kan ikke kommentere på dem allesammen,« siger Stabæks sportschef Inge André Olsen, som i øvrigt bekræfter, at Bradleys kontrakt med den norske Tippeliga-klub udløber om et halvt år.
Bob Bradley er endnu ikke sikker på, om FC Midtjylland er det rigtige næste skridt for ham, men han er klar til at tage et skridt op, og FC Midtjylland vil strække sig et godt stykke for at få fat i den tidligere amerikanske landstræner.
Hvis navnet ikke klinger helt ukendt i danske fodboldkenderes ører, skyldes det, at Bradley også var i spil til jobbet som AaB-træner, men takkede nej, inden det endte med at blive Lars Søndergaard, der overtog efter Kent Nielsen.
Bob Bradleys kontrakt med Stabæk løber til udgangen af 2015, hvorfor FC Midtjylland skal betale en kompensation for at få amerikaneren fri allerede denne sommer.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra FC Midtjylland-lejren.