Kurt Andersen har stadig sin aktiepost til salg i FC Vestsjælland. Hovedaktionæren forhandler i øjeblikket med klubber på den anden side af Vesterhavet, skriver avisen Sjællandske.

FC Midtjylland har deres egen, rige englænder, der ejer størstedelen af klubbens aktier, Matthew Benham, og snart bliver det måske også en realitet for bundholdet FC Vestsjælland.

I hvert fald arbejder Kurt Andersen på at afsætte sine værdifulde papirer i Slagelse-klubben til potentielle købere fra England.

»Der er nogle forhandlinger igang med nogle engelske klubber, men der er ikke noget konkret endnu. Der er ingen interesse fra investorer i Danmark,« siger Kurt Andersen til Sjællandske.

For tiden har Kurt Andersen også andet at gå op i end aktier.

FC Vestsjælland har haft en dårlig indledning på Superligaens forårssæson, og cheftræner Michael Hansen møder derfor presset på arbejde hver eneste dag, fordi der snart skal leveres resultater, hvis ikke FC Vestsjælland skal rykke ned.

Kurt Andersen freder dog - i hvert fald for en stund - Michael Hansen.

»Vi skal tage det roligt. Jeg tror ikke, man skal gå i panik, så Michael bliver ikke fyret lige nu. Vi har to vigtige kampe i den næste uge. Kan vi slå Brønshøj onsdag og komme i pokalsemifinalen, giver det selvtillid. Og det kan smitte, så vi kan vinde over OB mandag også. Så kan det tænkes, at det vender,« siger Kurt Andersen.

Michael Hansen overtog styringen med FC Vestsjælland efter den forhenværende cheftræner, Ove Pedersen, der nu er i OB.

FC Vestsjælland har syv point op til nedrykningsstregen og tabte i weekenden med 0-1 til Sønderjyske.