KØB PLUS!

Endelig: Spillerforeningen og BIF i dialog

Forhandlingerne mellem Brøndby og Spillerforeningen er langt om længe kommet på sporet, efter at forhandlingsklimaet mellem to af sagens hovedpersoner har været så dårligt, at det i ugevis har truet med at få dialogen til helt at bryde sammen.

- Vi er i en rigtig fin dialog. Det er stort set det eneste, jeg kan sige, for vi har så sent som i dag sagt til hinanden, at vi holder detaljerne internt. Vi forhandler både per telefon, over mail og via fysiske møder, og det inkluderer både direktører og advokater, siger Brøndbys advokat, Marlene Winther Plas, til sporten.dk.

Så sent som i fredags kunne sporten.dk ellers fortælle, hvordan parterne var så langt fra hinanden, at det lignede en umulig opgave at finde frem til en løsning. Som om det ikke var nok, at parterne end ikke var enige om, hvorvidt Brøndby skulle betale fire eller 38 mio. kr., så har det personlige forhold mellem to af hovedaktørerne, Brøndby-direktør Tommy Håkansson og Spillerforeningens direktør Mads Øland, længe været så dårligt, at det har truet med helt at ødelægge forhandlingerne.

Ifølge kilder helt tæt på forhandlingerne har klimaet mellem de to været så skidt, at andre i store perioder har haft den direkte kontakt mellem klubben og Spillerforeningen, og da Brøndby i sidste uge annoncerede, at medarbejderne måtte gå ned i løn uden at orientere Spillerforeningen, valgte Mads Øland ifølge sporten.dks oplysninger helt at aflyse et forhandlingsmøde.

Hverken Mads Øland eller Tommy Håkansson har ønsket at uddybe forhandlingsforløbet, og de meddeler begge via sms, at de ingen kommentarer har på nuværende tidspunkt.

Som sporten.dk skrev i forrige uge, ville netop forhandlingerne om feriepengesagen blive den helt store hurdle, og efter at spillerne er gået ned i løn, og Brøndby Kommune har valgt at investere i en del af stadion, er netop Feriepengesagen angiveligt den sidste tilbageværende knast, der skal høvles af, før likviditeten frem til emissionen til marts eller april endeligt kan sikres via en investorkreds.

Læs også: