Den amerikanske drøm er slut for Emil Larsen. For den danske kantspiller med fortiden i Lyngby og OB er efter bare en halv sæson i MLS-klubben Columbus Crew klar til at vende hjem til Danmark og Superligaen.

Emil Larsen skiftede til Columbus Crew i januar, men nu er han altså ifølge BTs oplysninger klar til at tage turen tilbage til Danmark, hvor der lige nu arbejdes hårdt på at finde en ny klub til kantspilleren, der kun nåede at få 31 minutters spilletid fordelt på tre indhop i MLS.

Den 24-årige kantspiller er ikke for alvor faldet til i USA, hvor spilletiden har været begrænset og nu er Columbus Crew og Emil Larsen enige om at se på muligheden for, at Emil Larsen kan returnere til Danmark.

Lige nu arbejdes der på at finde en Superliga-klub til kantspilleren, der ikke bliver dyr for eventuelle interesserede. Ifølge BTs oplysninger kan Emil Larsen erhverves helt gratis eller for et mindre beløb, da Columbus Crew også er villige til at lade danskeren gå.

Og måske er tidspunktet ikke det allerværste for Emil Larsen til at finde sig en ny klub. Efter et halvt år som reservespiller fik han noget overraskende plads i Niels Frederiksens OL-forberedelsestrup, der netop har været i Korea for at blive klar til OL i Rio i starten af august.

Her stod Emil Larsen for tre mål mod Nigeria i 6-2-sejren for det danske OL-landshold, hvorfor kantspilleren muligvis må være i landstræner Niels Frederiksens tanker som en af de tre spillere, der er over 23 år ved OL i Rio.