Henrik Larsen er blevet fyret i Brøndby, hvor han har arbejdet det sidste halvandet år som sponsorat-sælger.

I 1992 ramte Henrik 'Store' Larsen med egne bolden 'lige i røven', da Danmark blev europamestre. Det gjorde han endda tre gange, så han blev delt slutrunde-topscorer på vej til dansk fodbolds største triumf nogensinde.

Men det er alt sammen lige meget, når man 23 år senere skal bestride et job som sponsorat-sælger, og der kommer en ny chef.

»Det er rigtigt, at jeg er blevet fyret i Brøndby. Det er ikke første gang, at nogen bliver fyret i en fodboldklub, og det er nok heller ikke sidste. Jeg har været meget glad for at være i Brøndby. Det er en stor klub, og jeg synes, at jeg havde kommet godt ind i jobbet og havde skabt nogle kontakter. Men der er kommet nye folk ind, og de vil sætte deres eget hold, og det skulle jeg ikke være en del af,« fortæller Henrik Larsen, der fik beskeden i tirsdags.

Den 48-årige eks-landsholdsspiller har endnu ikke nogen planer for fremtiden.

»Jeg vil lige bruge påsken på at sunde mig og trække vejret. Men der da begyndt at bimle noget ind fra folk, der kender mig. Jeg var rigtigt glad for det, som jeg lavede i Brøndby, men jeg har da den højeste træneruddannelse herhjemme, så det er også en mulighed. Jeg går lige og tygger lidt på det,« siger Henrik Larsen.

Henrik Larsen spillede 39 landskampe. Han stoppede sin aktive karriere i 1999, hvor han spillede i FCK. Efterfølgende har han blandt andet været landstræner for Færøerne, cheftræner i Ølstykke, Holbæk, Køge, Lyngby, og assistent i Randers.