Johan Elmander har ikke haft det efterår, han havde ønsket sig. Farens død blev en svær hindring mod det det ønskede comeback.
Sidst, jeg interviewede ham, var i december 2005. Dengang sad Johan Elmander og jeg på Hard Rock Cafe i Københavns centrum. Her på mindernes museum havde han behov for at forklare det, der havde formørket hans liv og skygget for hans succes på banen.
- For mig er livet vigtigere end fodbold. Fodbold er et arbejde. Fodbolden kommer på andenpladsen i forhold til familien, sagde han dengang.
Ord, der som forklaringer svøbte sig om de under-niveau præstationer, efteråret havde budt på fra svenskerens side. Hvor hovedet ville ét og benene noget andet. Og omvendt. Fra at være et helt menneske og unik fodboldspiller til at blive splittet og være hverken eller. En nær veninde havde været døden nær, og pludselig var fodbolden blevet sekundært.
Han smiler en smule, da han hører citatet. Her ni år efter sidder vi i loungen på Brøndby Stadion blandt aktive rengøringsfolk, der udrenser efterårsstøvet fra det monumentale interiør. De store, lange vinduer ud til banen bliver pudset intensivt, og det er som Johan Elmander ser klarere på livet efter ni år med succes, fiasko og personlige tragedier.
- Det citat gælder stadig. Absolut, siger Johan Elmander efter en halvsæson, hvor han ikke har været til stede. Hvor han i sin første periode i Brøndby kunne skille vandene blandt modstanderne, har han i dette efterår følt det som løb han i vand.
- Der er intet, der har fungeret. Jeg har ikke været klar i hovedet og er kommet for sent ind til alt på banen. Det går ud over selvtilliden, og når man mister den, kan man ikke spille, siger Elmander, hvis boldlyst er blevet udtørret af hans fars sygdom og død i sensommeren.
- Nu skal det ikke lyde, som om jeg kommer med undskyldninger. Når jeg stiller mig ude på banen, så skal folk kunne kritisere mig, de skal kunne pibe af mig, og de skal råbe ad mig. Det er nemlig mit job at være klar til kamp, og det har jeg ikke været, siger han.
Det gik hurtigt ned ad bakke for hans far, Bert. Blot ni dage efter diagnosen lungekræft døde han. Johan Elmander mistede ikke kun en far, men også en fast samtalepartner om fodbold. De ringede sammen efter hver eneste kamp for at diskutere Johans præstationer, og faderen fulgte også ofte sin søn live på stadion.
- De første par kampe efter hans død var svære, for jeg plejede jo at snakke med ham. Det var virkelig svært ikke at have ham. Når jeg talte i telefon med min mor, tog jeg mig i at tænke, at nu skulle jeg tale med min far. Men han kom aldrig. Og så måtte jeg lige stoppe op og trække vejret dybt, fortæller Elmander.
Den umiddelbare, altoverskyggende sorg er efterhånden ved at fortage sig hos svenskeren. Han blev dog nødt til helt at trække fodbold-stikket i 14 dage, hvilket gik ud over både landsholdet og Brøndby. Men ligesom dengang for ni år siden, hvor han efter en krise kom stærkt igen, insisterer Elmander på at sorgen vil blive til styrke. At smerten vil blive transformeret til en konstruktiv energi, der skal udlades på banen.
- Jeg kan bruge sorgen ved at få styrke, det har jeg kunnet mærke i mig selv. Der kom bare et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne mere; hvor jeg tænkte, nu skal der ro på, jeg må finde mig selv. Jeg må få styr på familien, få styr på det hele.
- Det føltes, som om jeg svævede rundt overalt, jeg var alle vegne. Jeg måtte have fødderne ned på jorden igen, jeg måtte stå fast på jorden og tage fat i de problemer, der var. Og besvare spørgsmålet: Hvad er det jeg vil? Det var utroligt vigtigt, og nu kan jeg kan mærke, at jeg er ved at blive mig selv igen. Nu er det igen sjovt at træne, siger han.
Er der plads til at være et helt menneske i moderne fodbold?
- Det er et svært spørgsmål. Somme tider føler, jeg at der ikke er plads til at være et menneske i professionel fodbold. For man skal altid være klar, man skal være en maskine, ligegyldigt hvad der er sket. Man skal være klar, siger han.
- Du kan være ked af det, føle sorg eller andet, når du har ferie. Hvilket er lige præcis sådan, jeg er begyndt at tænke nu. Jeg sørger fortsat over min far, men nu ved jeg, at når jeg er herude, skal jeg kun fokusere på BIF og bare være her, siger han og fortsætter:
- I vores branche er vi meget åbne og udsatte i forhold til andre. For der er flere tusinde øjne på dig både på stadion og på tv og i pressen, som ikke tænker på, om der er sket noget, eller hvordan du har det. Stiller jeg mig derude på banen, har alle mennesker i Danmark og i hele verden ret til at kritisere mig. De har retten, og jeg har accepteret det, og så er det op til mig at ’deale’ med det, siger han og fastslår.
- Folk vil have den gamle Elmander. Det er bare sådan, det er. Folk husker de gode ting, der var. Jeg har ikke levet op til det billede folk, havde af mig, og jeg kan sagtens forstå dem. Jeg er selv skuffet over mig selv, men jeg ved bare, at jeg kommer til at gøre det meget bedre til næste år.
Måske lige så godt som sidst han var i Brøndby. Dengang han blev kåret til man of the Match i stort set hver eneste kamp. Dengang med et brændende sved-spor efter sig på de danske knolde, dengang hans radius var altdækkende, dengang hans navn figurerede på topscorerlisten. Også selv om både dansk fodbold og BIF har forandret sig.
- Der er forskel på Brøndby nu og så dengang. Jeg var ung, og jeg så ikke alle de ting, der foregik dengang. Nu er der en ny strategi, og jeg vil gerne være med til at få fart i Brøndby igen efter nogle dårlige år. Jeg synes om være med til at starte BIF op på ny og få dem i Europa igen; at få dem til at blive det Brøndby, som det var engang.
Det var dengang, hans indsats var guld værd og mesterskabet kom til Vestegnen. Ophold i Frankrig, England og Tyrkiet har siden modnet svenskeren, der peger på, at hans tid i Galatasaray med to mesterskaber og et solrigt liv sammen med familien uden for banen har været højdepunktet i karrieren.
- Der er sket meget i de otte år. Jeg er blevet familiefar, jeg har fået mere ansvar, jeg er gået igennem mange, svære, hårde ting i livet, og jeg er blevet klogere. Jeg er blevet bedre til at være taknemlig over livet og er blevet bedre til at sige nej. Nu ved jeg, hvad jeg vil.
Og det, han vil, kommer vi til at mærke i 2015. Han håber på at kunne overgå sin efterårssæson med bedre præstationer i foråret. Alles øjne vil i hvert fald være rettet mod Brøndbys svensker i foråret. Også oppefra.
- Jeg ved, at min far stadig følger mig et sted fra. Han ville have, at jeg fortsætter med at spille, og jeg ønsker at spille godt for min far. Så nu går jeg på en måde på banen sammen med min far.
