Advarsler på stribe, bortvisning af Thomas Frank, afbrydelse af kampen på grund af manglende stadionlys og direkte rødt kort til Johan Elmander. Drama var der nok i 1-1-kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland.

En af hovedpersonerne i kampen blev Johan Elmander, der kort inde i anden halvleg blev præsenteret for det røde kort af kampens pressede dommer Kenn Hansen. Et hårdt rødt kort, mente svenskeren.

»Tacklingen var ikke med vilje. Jeg var i ubalance, og jeg rammer ham på læggen. Dommeren skal tage en hurtig beslutning, men jeg synes, det røde kort var hårdt,« sagde Johan Elmander til TV3+ og fortsatte:

»Det var svært at være dommer i dag, da der var meget på spil. Han forsøger at gøre sit bedste, og nogle gange gør man det godt og andre gange mindre godt.«

Med det uafgjorde resultat beholder Brøndby fjerdepladsen, mens førerholdet fra Heden udbyggede forspringet til FCK på andenpladsen til ni point.