Glen Riddersholm står bag en af Superligaens mest opsigtsvækkende opsigelser i længere tid. I kølvandet på et dansk mesterskab og på randen af store europæiske udfordringer sagde Riddersholm stop. Interne uenigheder ligger bag, lyder forklaringen.

Èn ting er dog sikkert. Det er en træner med Midtjylland i blodet, som nu er fortid i klubben. Han har været i klubben med en enkelt afstikker til DBU siden klubbens stiftelse i 1999

Men bestyrelsesformand Rasmus Ankersen lagde ikke skjul på, at Glen Riddersholm ikke er vigtigere end klubben.

»Klubben er større end Glen, og der er nogle måder, som klubben bliver drevet på, som også vil være der, når Glen stopper«, lød det fredag om Riddersholms afgang.

Men undervurderer Ankersen Riddersholms betydning for klubben? Og er der grund til at glæde sig i FCK over en tidlig gave fra mesterskabskonkurrenterne?

Det har BT spurgt fire fodboldstemmer om.

Foto: Claus Fisker
Vis mere


Ove Pedersen, 60 år, tidligere træner i FCM 1999-2002: »På et tidspunkt skulle de alligevel skifte træner«

»Jeg synes ikke, han undervurderer Riddersholms betydning. Han kender klubben fra bunden af som ungdomstræner på akademiet. Midtjylland ved, at hans store viden er der ikke andre, der kan have, men så kan der i stedet komme nye kvaliteter til. Glen udtalte, at han ville være en ny Alex Ferguson (manager for Manchester United i 26 år, red.). Men sådan spiller klaveret slet ikke i denne verden. Der er så mange ting, der kan ændre sig i forhold til udskiftninger i personalet, og det er det, der er sket i Midtjylland. På et tidspunkt skulle de jo alligevel skifte træner. Der er masser af folk i deres store organisation, der kan supplere en ny cheftræner med den viden, Riddersholm har haft.«



»Jeg tror ikke, at FCK ser det som en gave i guldkampen. Det skræmmende ved Midtjylland er ikke spillerne eller trænerne, men det er deres pengetank. I princippet kunne de hente en træner fra en meget højere hylde, og det er skræmmende for andre klubber i forhold til det Midtjylland, de engang var.«

Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere


Ole Bjur, 46 år, sportschef i Fremad Amager: »En logisk konsekvens«

»At sige, at klubben undervurderer Glens betydning, er det samme som at undervurdere klubbens ledere. Claus Steinlein og Rasmus Ankersen har meget godt fat i pulsen i klubben, fornemmer jeg. Der kan bare nogle gange opstå et clash mellem, hvordan en træner ønsker at drive tingene på, og måden ledelsen ønsker at drive tingene på. Det kan dette være en logisk konsekvens af.«

»Når man siger farvel til en stor skikkelse i en klub, efterlader det altid et tomrum. Men på den anden side kan det åbne op for nye muligheder. Vi skal se, hvem der skal erstatte Glen, før man kan vurdere, om det er et tab eller en gevinst.«

»Men det er en kæmpe bombe. De er langt om længe lykkes med det danske mesterskab. Alle er glade, og så sker det her. Spørgsmålet er, om det er en enkeltstående begivenhed i en klub, der er i fuldstændig harmoni? Eller er det første skridt i en række af uro, der skal ud af skabene? Det vil de næste måneder give os svar på.«

»FCK følger nok lidt med, men de har fokus på sig selv, og jeg tror, de har en helt klar fornemmelse af, at har de styr på deres egne ting og gør det rigtigt, er det ikke vigtigt, hvad Midtjylland gør, for så vil FCK være bedst.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere


Erik Rasmussen, ekspertkommentator og tidligere FCM-cheftræner (2004-08): »En gave til FCK«

»Det er vanvittig dårlig timing. De skal ud at spille Champions League om tre uger. Jeg har aldrig hørt om en enorm populær træner, som har opnået det bedste resultat i klubbens historie, at han skal være så let at erstatte, at det er fuldstændigt lige meget, om han er der eller ej.«

»Det var noget andet, hvis der var utilfredshed i spillertruppen. Men udmeldingerne fra Kristian Bak, Sviatchenko og Morten Duncan er jo alle sammen, at Glen har været helt unik for spillertruppen, deres udvikling og det som de føler for klubben, og hans mandskabsbehandling har været fuldstændig enestående.«

»Jeg kan ikke forstå, at klubben ikke har været indstillet på, at Glenn skulle de bare beholde det næste års tid og så måske sluge nogle kompromiser. Det virker som om, de ikke har villet give ham beføjelserne.«

»Kommer de godt i gang, så kan det være, at det ikke får den store betydning. Det er, når de oplever modgang, at det får stor betydning. Så kommer det til at mærkes. Glen er en mesterskabstræner, som har opnået noget helt unikt med det her hold, så selvfølgelig er det en svækkelse, ligegyldigt hvem de får ind i stedet. Så hvis FCM og FCK kommer til at rivalisere i år, så er det en gave.«

Foto: CLAUS FISKER
Vis mere


Peter Sørensen, BTs Superligaekspert: »Midtjylland kan blive endnu bedre«

»Glens betydning for helheden er selvfølgelig stor, og der vil helt sikkert være skuffede og ærgerlige spillere. Når det så er sagt, og Glen har fået al den ros, som han fortjener, så er Midtjylland jo lykkedes med at få en helhed til at fungere med et relativt fladt hierarki, som er meget velfungerende. Men jeg tror på, at det kan blive endnu bedre.«

»Jeg har tilfældigvis kørt og hørt Rasmus Ankersens bog 'Sult i Paradis', og jeg siger ikke, at der er en direkte sammenhæng, men det ligger ikke FCMs ledelsesfilosofi fjern, at man skal brænde sine trofæer og ikke blive alt for glad i sejrens sødme, men i stedet hele tiden forbedre sig. Der er i øvrigt en parallel i Brentford, hvor en meget succesfuld træner lykkes med projektet, men man vurderer, at 'vi kommer ikke videre med dig', så nu kommer der nu en ind.«

»Der vil være nogle transaktionsomkostninger umiddelbart, men der er også tid, indtil Superligaen går i gang igen, og de har fået en lodtrækning i CL, hvor uanset om det er Glen eller en anden, bør de klare det i første omgang. Måske er det her det eneste rigtige i forhold til at blive endnu bedre.«