Har Spillerforeningen modtaget et brev om konfliktvarsel fra Divisionsforeningen i tide til, at der kan ventes konflikt fra 1. juli, eller nåede brevet ikke frem rettidigt, så det først er 1. august, Superliga-spillerne må indstille arbejdet? Det er det helt store spørgsmål i den konflikt, der i disse dage truer med at splitte Superligaen.

Men måske er det slet ikke vigtigt, om Spillerforeningens direktør, Mads Øland, har modtaget brevet fra Divisionsforeningen fredag eller først mandag. For ordlyden i overenskomsten mellem de to parter bakker op om Divisionsforeningens sag.

- Der står intet sted, at konfliktvarslingen skal være modtageren i hænde. Man har skrevet 'ved anbefalet skrivelse en måned før', så hvis Divisionsforeningen har sendt den anbefalet, så skal posten sørge for, at du modtager det og skriver under. Hvis der så er lukket, og de har en lukkedag, så er det ikke et problem for den, der har sendt det, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, til bt.dk.

At der intet sted står skrevet, at brevet skal være modtager i hænde, kan altså blive til klubbernes fordel i den betændte sag. Og de har en rigtig god sag, vurderer Flemming Ibsen.

- Jeg tror ikke, at Spillerforeningen får ret. Den er afsendt, og med almindelig postgang skulle den være fremme dagen efter. Hvis modparten har lukket på en almindelig arbejdsdag, så er brevet rettidigt afsendt, og så er varslingsreglerne overholdt. At du så holder lukket den dag - og det er ikke en helligdag - det er ikke afsenderens problem, siger Flemming Ibsen.

Indtil videre har Spillerforeningens Thomas Lindrup sendt en protest til Divisionsforeningen om, at man ikke mener at have modtaget konfliktvarslingen i tide, hvorfor en konflikt tidligst kan iværksættes fra 1. august, og dermed potentielt kan indvirke de danske klubbers kvalifikationskampe til de europæiske turneringer.

Det vil samtidig betyde, at der kommer endnu større pres på Divisionsforeningen, der varetager klubbernes interesse, men før det når så langt, skal der i første omgang åbnes en sag om spørgsmålet. Hvilket endnu ikke er gjort.

- Hvis man er uenige om sådan noget, har vi et helt system, der kan klare det. Det er en faglig voldgiftsret, eller også bliver den afgjort i arbejdsretten. Om den varsel er lovlig, om man har overholdt fristen. det er meget enkelt. Hvis der ikke er nogen, der klager over det, må man gå ud fra, at fristen er overholdt. Hvis den, der har modtaget brevet, synes, det er kommet for sent og fristen ikke er overholdt, så må man klage, forklarer Flemming Ibsen.

Ender det med en sag for arbejdsretten, vil tvivlsspørgsmålet blive afgjort hurtigt, og så kan vi finde ud af, om en konflikt står for døren 1. juli eller 1. august. Men inden da mødes de to uenige parter igen til forhandling inden slutningen af denne uge.