Sportschef i Randers FC, Ole Nielsen, genkender ikke de påstande, som Colin Todd kritiserer Randers for i forbindelse med hans afgang fra klubben.

Colin Todd åbnede mandag op omkring, hvad der fik ham til at søge væk fra Randers FC efter denne sæson.

I et interview med lokalavisen Derby Telegraph fortælle Colin Todd, at hele Borring/Keller-sagen var en en af markante årsager til, at han besluttede sig for at søge om gensidig opsigelse fra klubben.

»Jeg fik ikke den opbakning, jeg fortjente, Det skabte alle mulige problemer i omklædningsrummet,« siger Colin Todd i interviewet.

Todd tog beslutningen om at sætte Christian Keller af, efter at den daværende Randers-anfører havde indledt et forhold til Jonas Borrings eks-kone. Det mødte tilfredshed fra spillerne, men ikke fra ledelsen, mener Colin Todd.

»Formanden sagde, at han var skuffet over mig og beskyldte mig for at være illoyal. Resten af spillerne var glade for min beslutning (om at sætte Keller af holdet, red.), men jeg var skuffet over ikke at få støtte fra direktøren eller sportsdirektøren,« siger Colin Todd til Derby Telegraph.

Da Colin Todd forlod Randers FC, var det ellers med beskeden om, at Keller/Borring-sagen ikke havde haft nogen betydning omkring hans afgang fra klubben. Selvom han har ændret sin forklaring, så er det stadig opfattelsen i Randers, at sagen ikke havde noget med den gensidige opsigelse at gøre, fortæller klubbens sportschef, Ole Nielsen til BT.

»Det må stå for Colins egen regning, hvad han siger. Vi har haft samtaler med ham henover foråret i forhold til, at han skulle stoppe til sommer, og som vi udtaler, så var det en fælles beslutning. Det (Keller/Borring-sagen, red.) har ikke været et tema.«

Colin Todd siger i interviewet, at han savnede ledelsens opbakning, henvist til dig og Michael Gravgaard. Har han nogen sinde udtrykt det over for jer?

»Jeg skal ikke til at kommentere på Colins udtalelser. Hvad Colin har lyst til at sige, må stå for hans egen regning,« siger Jacob Nielsen.

Midt i hele sagen står to af hovedpersonerne, Christian Keller og Jonas Borring. Sidstnævnte har fået fremtiden på plads, da han er skiftet til Brøndby IF fra denne sæson.

Ifølge Randers-sportschefen er der dog fortsat intet nyt om hvorvidt Christian Keller kommer til at være en del af Randers-truppen i den kommende sæson under den nye træner, Olafur Kristjansson.

»Vi har på nuværende tidspunkt intet nyt omkring det. Vi skal have Olafur med ind over det, så træffer vi naturligvis en beslutning,« siger Ole Nielsen.