Resten af Superligaen gør nu FC København selskab og melder sig klar til kollektivt at forlade UEFAs turneringer

Superliga-klubberne sætter nu hårdt mod hårdt og træder op på siden af FC København i kampen mod UEFA og den beslutning, som vil gøre de største klubber større – og undergrave en stor del af det økonomiske grundlag for klubberne i de mindre nationer.

Efter et møde i går mellem samtlige klubber står det klart, at Superligaen i sidste ende er klar til at forkaste samarbejdet med UEFA og de turneringer, det europæiske fodboldforbund arrangerer.

»Der er enighed om, at vi skal gøre det, der er bedst for dansk fodbold, hvis UEFA ikke vil fodbolden. Er det at spille i nogle andre turneringer end UEFAs, er det sådan, det må være,« siger Claus Thomsen, der er direktør i superligaklubbernes fællesorganisation, Divisionsforeningen, til BT.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Beslutningen kommer, efter at BT torsdag kunne afsløre, at FC København indgår aktivt i planerne om en transnational turnering med klubber fra toppen af blandt andet den belgiske, hollandske og skotske liga. Planerne udspringer af, at adgangen til Champions League fremover vanskeliggøres voldsomt for klubber i de små og mellemstore nationer, mens Europas storklubber på selvskreven vis optager hovedparten af pladserne i den lukrative turnering. Det har UEFA besluttet i en strukturændring vedtaget i august.

FC København deltager derfor aktivt ved tegnebrættet i forhold til en ny turnering på tværs af landegrænser og uden om UEFA-systemet. En turnering, der i sidste ende kan medføre klubbens udtræden af Superligaen.

Nu imødekommer resten af Superligaen imidlertid  FC København og går med i krigen mod UEFA og den beslutning, der truer klubfodbolden i Europa og det landkort, vi kender i dag.

»Kører UEFA videre i det spor, man kører i nu, er det sandsynlige – men endnu ikke vedtagne næste skridt – at begynde at kigge på en europæisk klubturnering arrangeret af ligaerne uden om UEFA,« understreger Claus Thomsen, der har fuld opbakning i sit eget bagland og også regner med at stå side om side med flere andre europæiske ligaer.

Åben krig og lovløshed

Det kan derfor ende i en åben krig mellem Superliga-klubberne og dens allierede fra Europas mindre nationer på den ene side og UEFA og kontinentets største klubber på den anden.

I dag knyttes UEFA og de europæiske klubber – repræsenteret ved foreningen ECA – sammen af en samarbejdsaftale kaldet ’Memorandum of understanding’. Den samarbejdsaftale sikrer, at klubberne ikke deltager i turneringer, som ikke er organiseret eller blåstemplet af UEFA og FIFA. Desuden sikrer den blandt meget andet, at klubberne leverer spillere til diverse landshold og ikke henlægger kampe på spilledage i UEFAs kampkalender.

Blandt andet de danske Superliga-klubber og Divisionsforeningen mener, at UEFA med den nye Champions League-struktur har forbrudt sig mod samarbejdsaftalen. Derfor er de nu klar til at træde ud. Det kan ske allerede i næste uge, hvor de europæiske ligaer træder sammen i deres forening, European Professional Football Leagues.

»Næste skridt er EPFLs generalforsamling 21. oktober. På den generalforsamling beslutter EPFL og ligaerne, om de vil ophæve det ’Memorandum of understanding’, der er med UEFA. Vi er af den opfattelse, at UEFA allerede har brudt det, for aftalen var, at de skulle inddrage os, men det har man slet ikke gjort. Derfor vil vi træde ud af den, hvis der ikke er tegn på, at UEFA vil rulle beslutningen tilbage,« siger Claus Thomsen.

Sker det, vil det være lig med lovløshed i europæisk fodbold. En lovløshed, der i sidste ende kan føre til, at klubber fra en liga som Superligaen spiller med i europæiske turneringer uden om UEFA. Første konsekvens vil dog være mere afdæmpet, men ikke desto mindre mærkbar.

»Så vil det stå ligaerne frit for at placere deres kampe. Også på europæiske datoer,« forklarer Thomsen.

Tilbagetrækning er løsningen

Han håber dog ikke, at det kommer så vidt. I stedet krydser han fingre for, at UEFA kommer på bedre tanker og trækker strukturændringen af Champions League tilbage, sådan som den nye præsident, Alexander Ceferin, også har lovet at ville arbejde for.

»Nogle bør spørge UEFA, hvad man har gang i, og fortælle, at man er i gang med at ødelægge fodbold-ens sjæl i hele Europa. For det her viser en magtfuldkommenhed, som er ret uhyggelig,« fastslår Claus Thomsen og tilføjer:

»Logikken burde tilsige, at UEFA laver sin beslutning om. Men om mekanismerne så også fungerer logisk er meget svært at sige. Derfor er ikke andet at gøre end at sætte hårdt mod hårdt.«