Efter nederlaget til FC Vestsjælland var Emil Larsen ude med riven overfor OBs fans. Klubben har nu taget en snak med Emil Larsen omkring episoden.

»Sådan er det jo. Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det bare,« konstaterede Emil Larsen overfor TV 3 Sport, da han forholdt sig til den pibekoncert, der lød fra klubbens egne fans mod Larsen, da han blev udskiftet i 1-2-nederlaget til FC Vestsjælland tirsdag aften.

Træner Ove Pedersen og sportsdirektør Jesper Hansen tog derfor en snak onsdag med Emil Larsen omkring hans udmelding, hvor man har gjort det klart, at kommentaren omkring fansene var over grænsen.

»Det er klart, at vi som klub ikke kan acceptere, at en spiller siger, at han ikke kan lide vores fans, og derfor har vi haft en snak med Emil i dag for at finde frem til, hvad der var årsag til hans udtalelse. Vi har haft en fornuftig dialog, og vi kan forstå, at Emil ikke har haft i sinde at tale om klubbens fans generelt, men at han var træt af, at der var nogle enkelte, der var på nakken af ham undervejs i kampen,« siger Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

Jesper Hansen pointerer, at Emil Larsen gik galt i byen med sin kommentar, men han ærgrer sig også over, at fansene er på nakken af Larsen.

»Ligesom alle andre spillere, må Emil acceptere, at fansene har en holdning til ham, til holdet og til klubben, og så må han bruge sine kræfter og sit fokus på at spille så godt som overhovedet muligt. Fansene er en vigtig del af klubben, og de har været fantastiske til at bakke holdet op - også i de perioder, hvor det ikke er gået så godt. Vi er kede af, at der blandt vores mange loyale og fantastiske fans er nogle, der er på nakken af enkelte spillere, for det er hverken godt for holdet eller for den enkelte spiller. Men det betyder ikke, at det er i orden at komme med den type kommentarer, som Emil kom med i går.«

Emil Larsen håber selv, at fansene vil hjælpe ham videre efter episoden og påpeger, at kommentaren ikke var rettet mod alle OB-fans.

»Det er vigtigt for mig at sige, at min kommentar efter kampen ikke var rettet mod alle fans, men mod dem, der sviner mig til undervejs i kampen. Det er dem, jeg hentyder til, for jeg ville håbe, at tilskuerne ville lægge energi i at støtte holdet frem for at svine mig til. Vi har brug for det i den situation, som vi er i.«

»Jeg er den, der er allermest irriteret over, hvordan det går for mig personligt, og jeg kan godt forstå, at folk er utilfredse med, at jeg ikke præsterer på det niveau, jeg kan. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at finde tilbage til mit topniveau, og der har jeg brug for, at fansene hjælper mig fremfor at være imod mig,« lyder det fra hovedpersonen.

Umiddelbart lader det til, at episoden ikke får de store konsekvenser for Emil Larsen.

Han kom til klubben i 2012, og det er ikke første gang, at Larsen er upopulær blandt OB-fansene. Det blev han også for halvandet år siden, da han åbent meldte ud, at han gerne ville skifte til Brøndby. En handel, der sidenhen gik i vasken, da Brøndby valgte at droppe Larsen på grund af bekymringer om hans knæ.