Så gik den ikke længere for FC Midtjyllands nykårede danske mestre. For første gang i denne sæson tabte de på hjemmebane, da Brøndby med en sejr på 3-2 konsoliderede sin position som seriøs bronzemedalje-bejler.

Hverken FC Midtjylland eller Brøndby var i stærkeste opstilling. Mens hjemmeholdet blandt andet måtte undvære målmand Johan Dahlin og angriberen Morten Rasmussen, sad såvel Thomas Kahlenberg som Ferhan Hasani udenfor hos udeholdet.

Ikke desto mindre blev første halvleg et festfyrværkeri både hvad angår spil i højt tempo og flotte mål:

Teemu Pukki bragte Brøndby foran allerede efter ni minutters spil. Det lod FCM sig dog ikke slå ud af. På fuldtræffere af først Martin Pusic og dernæst Jesper Lauridsen kom de foran 2-1. Så slog Brændby til igen, og takket være scoringer af Alexander Szymanowski og Daniel Agger førte de 3-2 ved pausen.

I anden halvleg, hvor Brøndby trak sig tilbage på banen for at forsvare føringen, faldt underholdningsværdien markant. Tættest på scoring var FCM, da et skud fra Jakob Poulsen ramte stolpen.