FC Midtjylland er uden sejre i indeværende Superliga-sæsons udekampe. Søndag tabte træner Glen Riddersholm 1-2 til Randers.

Tingene går ikke FC Midtjyllands vej iøjeblikket.

Midt i sidste uge præsenterede Superliga-klubben et underskud i seneste regnskabsår på 36,3 mio. kroner, og i dag mod oprykkerne fra Randers FC blev det med nederlag på 1-2 til endnu en resultatmæssig dukkert.

Men selvom træner Glen Riddersholm i indeværende sæson ikke kan præsentere en eneste sejr på udebane, mener hans spillere, at en fyring ikke er løsningen på de aktuelle problemer.

- Jeg håber virkelig, at Glen sidder sikkert i jobbet. Hvis der endelig skal fyres, skal ledelsen hellere rette blikket mod os spillere, sagde Morten ’Duncan’ Rasmussen.

FCM-målmand Jonas Lössl mener også, at Glen Riddersholm er den rette til at føre holdet opad i tabellen, hvor man lige nu er i betænkelig nærhed af nedrykningspladserne.

- Glen har min fulde opbakning, sagde han med fast stemmeføring og tilføjede:

- Randers var en lille smule skarpere end os i deltajerne. Men jeg synes, vi spillede en god kamp, og fik vist, at vi mentalt ikke ligger ned.

Spørger man Glen Riddersholm, mener han heller ikke, at han er fyringstruet.

- Jeg forstår godt, at man fokuserer på mig iøjeblikket. Men vi er altså hårdt ramt af skader. Sidste år vandt vi bronze. Jeg føler, jeg har både spillernes og ledelsens opbakning. Derfor kan jeg ikke forestille mig, at jeg står til afskedigelse, sagde Glen Riddersholm.

I Randers-lejren havde man det fint med, at man indhentede FCMs føring på 1-0, og vandt 2-1.

- Specielt i første halvleg spillede Midtjylland supergodt. Men lige nu går tingene vores vej. Og det skal vi naturligvis ikke beklage, sagde angriberen Ronnie Schwartz, der blev matchvinder med sæsonens femte fuldtræffer.