Efter Superligaens første tredjedel er FC Midtjylland stukket af i toppen af Superligaen. I sæsonens foreløbige 11 kampe er det blevet til imponerende ni sejre. Morten 'Duncan' Rasmussen, Pione Sisto og Robert Skov stod for scoringerne i 2-1-sejren over Silkeborg, der ser ud til at være frosset fast i bunden.

Superligaens duks mod Superligaens bundprop. På papiret venstrehåndsarbejde for midtjyderne, men i praksis et højintenst midtjysk lokalbrag.

Desværre for Silkeborg fik kampens dommer, Peter Kjærsgaard-Andersen, en uheldig hovedrolle, da han 10 minutter før pausen dømte et straffespark, som var svært, grænsende til umuligt at få øje på. Pione Sisto faldt til jorden i en situation, kontakten fra Dennis Flinta var til at overse. For at gøre ondt værre for udeholdet, kunne de med rette være tildelt et frispark i situationen forinden.

Alt det kunne Morten 'Duncan' Rasmussen være fløjtende ligeglad med. Han scorede sikkert fra 11 meterpletten og bragte sig op på seks sæsonscoringer.

- Der er ingen grund til, at dommeren forærer dem et straffespark. Det er jeg utilfreds med, sagde en bitter Dennis Flinta i pausen.

Det var ikke fordi, at Superligaens bundhold ikke havde chancer. Jesper Bech ramte stolpen med, hvad der lidt spektakulært kan betegnes som et stående saksespark, og Nicolaj Agger og topscorer Emil Scheel havde begge store chancer. Men endnu en gang blev det udstillet, hvorfor Silkeborg blot har scoret seks mål i denne sæson. Først i overtiden lykkedes det 18-årige Robert Skov at pynte til slutresultatet 2-1.

Kort forinden havde Pione Sisto gjort det til 2-0.

Dermed har Silkeborg mødt alle hold i Superligaen uden at hente en eneste sejr. Med en tredjedel af sæsonen færdigspillet ligner det så småt en returbillet til landets næstbedste række.

FC Midtjylland imponerede ikke spillemæssigt, men det midtjyske fundament er solidt. Hjemme på MCH Arena var det nok til at slette en grim statistik for FCM-træner Glen Riddersholm. Før dagens kamp var Silkeborg det eneste Superliga-hold, træneren ikke har besejret.

Det har han nu, og dermed har FC Midtjylland hele syv point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen. Den plads kan Randers dog overtage, hvis de søndag aften vinder over FC København i Parken.