Rafael van der Vaart var ikke med, da resten af FC Midtjyllands trup onsdag landede på Cypern. Han var blevet hjemme i Danmark, sådan som tilfældet har været hver gang, FC Midtjylland har spillet i denne sæson, og intet tyder på, at verdensstjernen igen kommer til at spille for Ulvene.

Alt peger nemlig på, at Rafael van der Vaart enten skifter klub i transfervinduet eller får sin kontrakt med midtjyderne ophævet inden for 14 dage.

Ifølge BTs oplysninger har der tidligere været snak om, hvorvidt hans kontrakt skulle rives over, men lige nu afventer både FC Midtjylland og Rafael van der Vaart udfaldet af transfervinduet, der lukker 31. august. Lykkes det ikke at sælge den tidligere hollandske landsholdsspiller inden deadline, er parterne efter alt at dømme parate til at arbejde på at ophæve kontrakten.

Eftersom det for alle er klart mest attraktivt at skifte i en regulær transfer, er det dog den løsning, der står først for lige nu.

Rafael van der Vaarts hollandske advokat, Robert Geerlings, afviser dog over for BT, at hollænderen aktivt arbejder på at slippe væk fra FC Midtjylland.

»Rafael er FC Midtjylland-spiller, og vi arbejder ikke på at ophæve hans kontrakt. Andre kommentarer har jeg ikke,« siger Robert Geerlings, kortfattet til BT.

Robert Geerlings har igennem en årerække varetaget Rafael van der Vaarts interesser og er efter skiftet fra Real Betis, som den danske agent Alan Hvedehave stod for, nu igen manden, man skal tale med, når det handler om varetagelsen af midtbanespillerens interesser. Han ønsker dog hverken at forholde sig til BTs oplysninger om planen for resten af transfervinduet eller at spekulere i, hvorfor hans klient ikke er med på Cypern.

Selv sagde Rafael van der Vaart sådan til Ekstra Bladet, da avisen mødte ham på træningsbanen i Ikast, hvor han løb rundt sammen med en gruppe unge og småskadede førsteholdsspillere samt den uønskede Martin Pusic:

»Jeg er her for at spille fodbold, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke er med i truppen. Men det er andre, du skal spørge om, hvorfor jeg ikke er med. Alt, jeg kan sige lige nu, er, at jeg forsøger at levere 100 procent til træning, og det er nogle gode gutter, der træner her også. Vi har det sjovt, og jeg forsøger at gøre mit arbejde.«

Der har angiveligt ikke været egentlige købstilbud på Rafael van der Vaart endnu, men kilder fortæller til BT, at der har været løse forespørgsler fra blandt andet Tyskland. Hollænderen bor sammen med sin kæreste, Team Esbjerg-håndboldspilleren Estavana Polman, som han netop har fået en datter med, og kører hver dag de godt 115 kilometer fra Esbjerg til Ikast for at træne og spille kampe med reserverne. Formentligt ikke så længe endnu.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein.