Den tidligere landsholdsangriber og nuværende studievært Peter Møller er en blandt mange store danske fodboldnavne, der nu har sat jagten ind på en trænerlicens.

Den 41-årige vært på DR Sporten er i disse dage på en intensiv tilrettelagt træneruddannelse i Vejen. Sammen med 42 andre deltagere, der blandt andre tæller de nuværende Superliga-spillere Morten 'Duncan' Rasmussen og Kristian Bak Nielsen (FCM), Anders Møller Christensen (OB) og Chris Sørensen (Randers) forbereder han sig på en mulig retur til klubfodbolden.

- Efter det her vil jeg stå tilbage med en baggrund som spiller, jeg ved allerede, hvordan medierne fungerer og nu lærer jeg også, hvordan trænerne fungerer. Det er jo meget godt, hvis jeg på et tidspunkt skal tilbage i en fodboldklub, siger Peter Møller til bt.dk i en af de få pauser i et tætpakket program. T-træner-kurset, som er første step på vejen til en fremtidig trænerkarriere, startede tirsdag og afsluttes mandag aften i næste uge efter 120 timers intens indførelse i træneruniverset.

Peter Møller indledte sin aktive karriere i AaB, hvor han udviklede sig til en nådesløs bomber i feltet. Derefter gik turen til FC København, inden han foretog det forbudte skifte til Brøndby, hvor han genfandt sin status som notorisk målscorer. Det skaffede ham et udlandseventyr i PSV Eindhoven og spanske Real Oviedo, inden han i 2001 vendte hjem til FC København og sluttede karrieren som kultfigur med kælenavnet '32' opkaldt efter trøjenummeret.  

Kort efter karrierestoppet i 2005 blev han ansat på DR Sporten, hvor han med tiden har markeret sig som en af landets mest populære sportsværter.

Sideløbende er Peter Møller i dag træner for HIKs U14-drenge, og med T-træner kurset kan fremtiden byde på større udfordringer. Alligevel er han endnu usikker på, om der venter en fremtid som cheftræner på topniveau.

- Det er svært at sige. Det kunne også være i en anden funktion i en klub. Om ikke andet kan det give nogle input til mit nuværende job, hvis jeg står og skal interviewe nogle trænere. Det er meget interessant at lære, hvordan trænere tænker, siger Peter Møller, der fik 20 kampe som angriber på det danske landshold.

Indtil videre nyder han opholdet i Vejen med flere tidligere holdkammerater.

- Man snakker jo med folk, der også er vilde med fodbold. Peter Christiansen, der er sportschef i Randers, har jeg spillet med, og Christian Traoré og Razak Pimpong er her også.

Det store felt af tidligere topspillere glæder DBUs Træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk.

- Spillere fra højeste niveau har selvfølgelig en stor ’tavs viden’ som de har opnået gennem deres karriere. T-Træneruddannelsen er med til at give nogle spillere, der allerede har afprøvet spillet som aktiv, nogle redskaber til at omsætte den aktive erfaring til en mere rådgivende og analyserende rolle som træner, siger han til dbu.dk