Der blev sagt ’skandale’, der blev sagt ’det er hver gang med ham’ ved omklædningsrummene, men ingen ville over for pressen sige noget til citat af frygt for karantæne.

Men det var ikke til at tage fejl af. Sønderjyske havde i den grad et horn i siden på dommer Jakob Kehlet, efter han fejlagtigt dømte offside på Tommy Bechmann i de døende sekunder af kampen mod AaB, og hjemmeholdet noget ufortjent indkasserede et nederlag på 1-2.

»Vi er blevet snydt for et point. Vi er nødt til at udnytte den teknologi, der er til rådighed. Det er uge efter uge, at der er tvivlskendelser. Nogle siger, det er charmen ved fodbold, men man bør have en dommer til at sidde ude ved sidelinjen og se tv-billederne i stedet for rende og lege politimand over for os ved sidelinjen. Der skal kunne gøres noget på de kampafgørende situationer. Det er til at brække sig i lårfede stråler, hvis vi efter sæsonen står og mangler et point,« lyder det på den mest diplomatiske måde fra Sønderjyskes træner, Jakob Michelsen.

Hvordan synes du, dommeren dømte?

»Han dømte fint nok,« svarede Jakob Michelsen med slet skjult ironi.

Mener du det?

»Han dømte fint nok.«

Dommer Jakob Kehlet, der i sidste uge indrømmede en fejlagtig straffesparksdom mod FC Nordsjællands Andreas Maxsø i et nederlag til Esbjerg, ville fredag ikke give tv-interview, men i et eksklusivt interview med BT stiller han trods stor kritik op og forklarer, at han og linjedommeren lavede en fejl på Tommy Bechmanns annullerede mål.

Til gengæld mener han ikke, at der var noget at komme efter på AaBs scoring til 2-1, hvor Sønderjyske appellerede kraftigt for, at Jakob Blåbjerg stod i offside, inden han smækkede bolden ind i den dobbelte målscorer Thomas Enevoldsens pande. Og dertil kommer, at han har svært ved at forstå, at tv-billederne blev vist lige efter hans kendelse på to storskærme på stadion. Noget, der fik spillere og fans til at gå amok og skabe uro. Hverken Jakob Kehlet eller linjedommeren kiggede dog på skærmene, og det var bevidst.

»Vi er aldrig tilfredse, når vi er kampafgørende, og det ønsker vi ikke at være. Den sidste kendelse på Tommy Bechmanns mål ser umiddelbart forkert ud, som vi ser den på tv. Men den er mega tight, også mere end man tror. Det skal også siges. Kameralinjen er taget oppe fra midten, og vi kigger på linjerne i græsset, og den er meget tight. Men forkert. Og det er rigtig ærgerligt,« forklarer Jakob Kehlet og fortsætter:

»Omvendt øffer Sønderjyske rigtig meget over 2-1-målet til AaB, og den er fuldstændig rigtig, og det er skidegodt set af vores linjedommer. Og så har vi også Songani i 79. minut, der også er offside, og den ser også rigtig ud, så vi har en forkert og to rigtige, men det er selvfølgelig aldrig godt nok. Så vi fejler som team og er ikke tilfredse.«

Jeg kigger på dig og din linjedommer i situtionen med Bechmanns scoring, og den bliver vist på skærmen. Det er bevidst, at du ikke kigger op, ikke?

»Ja. Det prøver vi at lade være med. Vi synes, det er ærgerligt, at de må vise de her ting på storskærm, for det skaber en masse uro på banen og på stadion, så det er lidt ærgerligt, at det er vedtaget, at man må det.«

Er det ødelæggende for jer?

»Det ødelægger mange gange stemningen på banen, for så får spillerne en fordel, som vi ikke har, fordi vi skal træffe en beslutning på et splitsekund, og vi kan ikke lave den om. Den slow, der kommer på tv på stadion, viser de den først, da han har ikke har bolden, og der er han offside, men da han bliver spillet, er han klart onside, så det er klart, at spillerne bliver frustrerede over noget, der er rigtigt, og det er ærgerligt.«

Går du videre til DBU med det her?

»Vi skriver altid sådanne ting ind. Det skaber uro, og det er ikke første gang.«

Irriterer det, at det er forskelligt fra stadion til stadion?

»Ja, for det er meget forskelligt. Det er et problem, at det er subjektivt, hvad de vil vise.«

Går du ind for, at du må få en challenge på tv-billederne i de her situationer?

»Ja. Sådan en ville jeg helt klart have taget i dag.«