FCK vandt en medrivende kamp på hjemmebane mod sidste sæsons mestre, FC Midtjylland, der indkasserede et smerteligt 3-5-nederlag.

Hjemmeholdets Nicolai Jørgensen scorede to og var godt tilfreds med egen indsats.

»Det var lidt nervepirrende. Hver gang vi kom foran med to, så scorede de, og ja, målene fløj ind i dag. Det var måske lige lovlig underholdende, men en sjov kamp at være med i,« siger den smilende FCK'er til TV3 Sport.

Resultatet var dog ikke lutter lagkage for FCK, for gang på gang lukkede de FCM tilbage i opgøret. Til Ståle Solbakkens tydelige frustration på sidelinjen.

»Jeg tror, vi måske får en lille skideballe, men ja... Vi vinder 5-3, og det er jo også klasse på sådan en dag, hvor vi som hold måske ikke forsvarer så godt. Det var ikke individuelle fejl, men som hold havde vi for lang afstand mellem hinanden, og så er det dejligt, at vi kan score fem mål,« siger Nicolai Jørgensen.

En anden dobbelt målscorer i kampen, FCMs Jakob Poulsen, kunne ikke bruge sine to flotte frisparkskasser til meget.

»Det er fuldstændig ligegyldigt. Det er selvfølgelig rigtig, rigtig skuffende. Vi aftalte i pausen, at vi skulle komme ud over steppen og vise, at vi ville vinde den her kamp. Det synes jeg, vi får vist, men samtidig jeg også bare sige, at vi er rigtig, rigtig, rigtig dårlige i vores defensive aktioner på dødbolde. Så får de måske også et lidt tyndt straffe, og vi laver en dumhed. Forfærdelig kamp defensivt,« siger han til TV3 Sport og fortsætter:

»Lad os håbe, det var resten af de mål, der skal lukkes ind i foråret - det er det nok næppe. Det var ikke godt i dag, og der var rigtig mange dumme fejl.«

FCK topper Superligaen med 56 point, mens FC Midtjylland ligger på fjerdepladsen med 45 point - et færre end AaB på tredjepladsen. Begge hold mangler seks kampe.