Når man siger ja til jobbet som direktør i Brøndby, skal man være indstillet på, at det er en relativ kortvarig ansættelse.

Der bliver skiftet heftigt ud i Brøndby, når det gælder posten som administrerende direktør. I en periode, hvor det har knebet med den sportlige succes har der alligevel været større sikkerhed i ansættelsen, hvis man har været cheftræner end hvis man har været direktør. Siden 2008 har der kun været fire forskellige cheftrænere, den nuværende Aurelius Skarbalius inklusive.

Gang på gang har det vist sig, at der har været så voldsomme samarbejdsproblemer, at den eneste måde Brøndby har kunnet løse dem på, har været ved at skille sig af med direktøren i utide.

Nu bliver den konstituerede direktør Tommy Håkansson den næste i rækken. Han fik rollen som konstitueret direktør i juni i år, og han bekræfter selv, at han er på vej ud af døren igen.

- Jeg ER en midlertidig løsning. Det er ingen hemmelighed. Det har jeg sagt fra dag 1, siger Tommy Håkansson, der har mødt intern kritik fra medarbejderne i Brøndby.

Her er listen af tidligere administrerende direktører, der siden 2008 har forladt jobbet i utide efter uenigheder med bestyrlesen.

April 2008: Hermann Haraldsson tiltræder som ny direktør, da han overtager fra den konstituerede direktør Ole Palmå, der havde siddet et år, efter at Per Bjerregaard havde trukket sig for at hellige sig bestyrelsesformandsposten.

Juli 2009: Hermann Haraldsson stopper efter en række uenigheder med Per Bjerregaard. Blandt andet om et køb af Brøndby Hallen, som Hermann Haraldsson ikke ønsker at gennemføre. Desuden lufter Haraldsson sine tanker om at omlægge den sportslige sektor, hvilket vil koste sportschef Anders Bjerregaard jobbet. Frank Buch-Andersen tiltræder som ny direktør.

Marts 2010: Frank Buch-Andersen stopper. Han har tidligere fået fyret Anders Bjerregaard, hvorefter der opstår iskold luftmellem direktøren og Per Bjerregaard. Ole Palmå tiltræder igen som ny direktør. Denne gang ikke som konstitueret.

November 2010: Ole Palmå stopper, da en finansiel plan stemmes ned. Sammen med bestyrelsesmedlemmerne Ole Staxen, Niels Roth og Kurt Larsen forlader han klubben. Jan Lockhart tiltræder som ny direktør i marts 2011.

Juni 2012: Jan Lockhart stopper som direktør på grund af uenighed med Per Bjerregaard. Lockhart fortæller i Tipsbladet om Brøndbys økonomiske problemer, hvilket reelt koster ham jobbet. Tommy Sommer Håkansson tiltræder som konstitueret direktør. Den sjette direktør på fire et halvt år.