Det kommer næppe som verdens største chok, at FC København og Brøndby er de to hold, der med markant margin bliver valgt som første og andet valg, når Viasat og Canal9/Canal8 vælger kampe efter samme princip som i skolegården.

Men i den tunge ende er det FC Vestsjælland, som i bogstaveligste forstand må føle sig overset. Slagelse-holdet er kun to gange blevet valgt blandt de tre mest interessante kampe - begge gange som andetvalg og det i kampene mod Brøndby og FCK. Fem gange er Slagelse-holdet valgt som sjettevalg, og det kan i sidste ende betyde, at FCV må nøjes med omkring 2,5 millioner kroner af en pulje, hvor FCK og Brøndby henter næsten fire gange så meget.

Superligaen lukker i aften spillerunde 11, hvor klubbernes placering i rækken afgør, hvor stor en andel af tv-pengene klubberne får. Det giver anledning til at kigge på en anden af de vigtige tv-puljer - nemlig den, der afgøres af, hvor ofte en Superliga-klub bliver valgt som den mest interessante kamp i en spillerunde.

Det er i sig selv interessant nok, hvem tv-stationerne vælger, men hvad ligger så bag det valg, som nogle fans til tider kan finde ret så frustrerende, når det igen og igen er københavner-klubberne, der kan ses med lange optakter og nedtakter?

- Vi har ét altovervejende kriterium: Vi vælger den kamp, vi tror, vil få flest seere. På den led skuffer vi færrest mulige mennesker. Der har vi mange års research gennem seertal og folks tv-vaner til at vurdere det. Det er en ret non-emotionel proces, siger Peter Nørrelund, der er sportschef på TV3.

Han fortæller, at man også i Brøndbys knap så imponerende sæsoner med niendepladser oplevede, at ’der er to hold, der er mere populære end de ti andre hold’. Derfor handler det altså hverken om, hvem beslutningstagerne holder med, eller hvem der ligger nummer et, men om seertal og kommercielle hensyn.

Disse blev udfordret i starten af Superliga-sæsonen, hvor seerne havde fået sig nogle nye, nordjyske darlings. Nyoprykkede Hobro.

- Der kan nogle gange poppe nogle trends op. Vi så i starten af sæsonen, at Hobro trak ganske godt med seere. Det var nok det forfriskende ved, at nogle halvprofessionelle kunne spille med, men luften er ved at fise ud af Hobro-ballonen - også rent seertalsmæssigt, siger Peter Nørrelund.