Når AaB tidligere har vundet DM-guld, har holdet i den efterfølgende sæson underpræsteret. Det skal der ifølge holdets viceanfører Rasmus Würtz laves om på.

»Målsætningen for foråret er klar. Vi vil ud i Europa igen. Det, vi har oplevet i denne sæson i først Champions League-kvalifikationen og dernæst Europa League-gruppespillet, har givet os smag på mere,« sagde Rasmus Würtz, efter han sammen med holdkammeraterne mandag aften havde vundet 3-1 over Esbjerg.

»Jeg synes, at vi har god grund til at være optimister. Ganske vist røg vi i sidste uge (mod Club Brugge, red) ud af Europa League. Det har dog ikke rystet os. Vi er stadig med i pokalturneringen, og pilen peger opad for os i Superligaen,« sagde Rasmus Würtz.

AaB-angriberen Anders K. Jacobsen var enig i vurderingen.

»Med sejrene over Brøndby og Esbjerg har vi fået en perfekt start på forårssæsonen. Men vi har tænkt os, at det ikke skal stoppe her. Torsdag er det vores intention at besejre Esbjerg i pokalturneringen, og når vi søndag møder Randers, vil vi med en sejr her kun være tre point efter dem på tredjepladsen i Superligaen. Ligesom alle andre de andre i vores trup er det min drøm, at vi til efteråret igen skal repræsentere Danmark i Europa Cup’en,« sagde Anders K. Jacobsen.

Esbjerg-træner Niels Frederiksen roste AaB-holdet.

»De var bedre end os,« sagde han og tilføjede:

»Heldigvis får vi chancen for en hurtig revanche. Vi får et par dage til at fordøje nederlaget og forberede os. Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvordan vi vil gribe tingene an. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi laver særligt meget om på startopstillingen.«

Blandt de 5.260 tilskuere på Blue Water Arena i Esbjerg var den tidligere hollandske landsholdsspiller Arthur Numan, der nu er ansat som talentspejder for Æresdivisions-klubben AZ.

Han var der primært for at se U21-landsholdsspilleren Jonas Knudsen, der gjorde god reklame for sig selv ved at bringe hjemmeholdet foran 1-0.

»Det var hverken noget, jeg vidste på forhånd eller lod mig distrahere af. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at mine præstationer bliver vurderet af kloge hoveder på sidelinien,« sagde Jonas Knudsen, der tidligere har sagt, at han har ambitioner om at komme til udlandet efter denne sæson.

I øvrigt kunne AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, efter kampen fortælle, at man nærmer sig en ansættelse af afløseren for træner Kent Nielsen, der som bekendt fortsætter i OB efter sommerpausen.

»Ambitionen er, at det skal gå hurtigt. Men af børsetiske årsager ønsker jeg ikke at kommentere på navne,« sagde Allan Gaarde.

Blandt de trænernavne, der spekuleres i er, amerikaneren Bob Bradley samt danskerne Lars Olsen, Kasper Hjulmand og Lars Søndergaard.