De har begge rejst fanen i kampen mod middelmådigheden, de forkælede danske fodboldspillere og curlingmentaliteten, hvor ’der ikke sættes noget på spil’. Men hvorfor har Danmarks to største trænernavne – efter Michael Laudrup og Morten Olsen – så ikke taget imod nogle af de talrige udenlandske tilbud, de hævder at have fået dette efterår? Hvorfor er mestertrænerne Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm nu at finde hos Superligaens nummer otte og ni? Det lugter af dobbeltmoral – gør det ikke?
BT har konfronteret de to trænere med de holdninger, de ytrer, kontra det valg, de nu har taget om at tage jobs nær hjemstavnen i klubber, der netop nu huserer i bunden af Superligaen.
KASPER HJULMAND, FC NORDSJÆLLAND
Kasper Hjulmand er tilbage i FC Nordsjælland. Efter et halvt år som træner i den tyske Bundesliga og 10 måneder uden job, er den tidligere succestræner tilbage, hvor det hele begyndte. Tilbage i Danmark – og tilbage i FCN.
Men hvorfor er 43-årige Hjulmand ikke blevet i det store udland, hvor han efter sigende var efterspurgt? Da han tirsdag blev præsenteret i sit nye, gamle job, var det med ord som ’karakterstyrke’ og ’ambition’. Det er det, hans spillere skal vise. Men viser Kasper Hjulmand de karaktertræk, han prædiker om, når han i stedet for at blive i udlandet og tage kampen op på egne og dansk fodbolds vegne, vender tilbage til udgangspunktet og den trygge, lune rede i Farum?
BT har spurgt manden selv.
»Jeg har helt klart vægtet, at jeg vil være en del af min familie de næste år. Om tre-fire år har jeg to børn, der er så store, at de er fløjet fra reden. Så jeg vil ikke gå glip af de næste år i mine børns liv. Det betyder, at jeg vil bo sammen med min familie og derfra se, hvad der kan lade sig gøre transportmæssigt,« fortæller Kasper Hjulmand.
»Jeg har valgt relationen til min familie som det vigtigste i mit liv, og der kender jeg andre, som har sagt: ’Fuck det, jeg arbejder ude, mens familien er hjemme. Jeg må se dem, når jeg kan’. Der er andre mere kyniske eller professionelle end mig,« fortsætter han.
Men er det godt nok i en fodboldverden, der netop er præget af disse hårde ord? Ifølge Hjulmand er svaret ja.
»Jeg er godt klar over, hvordan det ser ud, og det åbenlyse vil være at tænke: ’Nå ja, nu vender han hjem til det lette, hvor døren altid er åben’. Men det er noget helt andet det her.«
»Jeg kunne godt være blevet ude. Der var arbejde at få. Men jeg vægtede at være sammen med familie og få den lille smule balance, der kan være i forbindelse med det her job,« fastslår han.
På tirsdagens pressemøde fortalte den nye FCN-træner, at han i løbet af de seneste måneder har fået jobtilbud, han ikke havde drømt om, han kunne sige nej til. Men han gjorde det alligevel. Nu fortæller Hjulmand mere om tilbuddene og grunden til, han rystede på hovedet og først ændrede på dén bevægelse, da FC Nordsjælland og klubbens nye ejere kom på banen.
»Jeg har haft seks konkrete kontrakter liggende foran mig fra større klubber og større ligaer (i udlandet, red.),« siger han.
»Jeg har tre børn – to af dem er teenagere. Vi solgte huset og min kone sagde det job op, som hun havde været i i 18 år, da vi tog til Mainz for halvandet år siden. Da jeg blev fyret, var der ingen andre muligheder end at sende min familie hjem igen, så de kunne starte i skole. Jeg kæmpede for at blive fri, men kunne ikke komme fri af Mainz. Der var job i sommer, jeg kunne og rigtig gerne ville have taget. Så jeg på den måde var blevet ude. Men da mine børn kom tilbage og startede i skole igen, og jeg i oktober blev løsrevet fra Mainz, brugte jeg i hvert fald en måneds tid til at finde ud af, om jeg kunne tillade mig at rive mine tre børn op med rode for tredje gang. De har også flyttet i Tyskland og skiftet skole flere gange. Kunne jeg så tillade mig – på det usikre grundlag, det altid er at være fodboldtræner – at hive dem ud igen?« spørger Hjulmand
»Det var første mulighed. Nummer to var at tage ud – og jeg var tæt på at gøre det to gange – og bo ude og arbejde ude selv, mens familien var i Danmark. Der har du en pointe, for der tror jeg, andre er mere kolde og siger: ’Det skal jeg bare’. Men jeg kan ikke bo ude vel vidende, at der ikke findes ferier eller weekender, der passer sammen. Det at skulle bo væk fra min familie og kun se dem hver 14. dag eller noget lignende kunne jeg ikke se mig selv gøre. For jeg ved, hvor meget de betyder for mig. Jeg bliver idiot, hvis ikke jeg kommer hjem til min familie,« fortsætter han.
Hjulmand erkender, at det kan virke en kende dobbeltmoralsk at vende hjem til arnestedet og den sikre havn, når han samtidig er rejsende i budskabet om de forkælede unge, danske spillere og deres mangel på karakter modstandskraft. Men føler sig ikke selv som en forkælet ’curlingtræner’.
»Vi kan ikke tillade os at sige, at vi ikke er en del af et forkælet samfund, mens alle andre er det. Jeg vil bare vove at påstå, at der er sket noget, fra jeg voksede op til dem, der vokser op nu. Jeg vil vove at påstå, at jeg har kæmpet i 17 år fra ingenting og gennem en masse modstand fra alle mulige. Den modstand skal man igennem, før man har en kraft i sig. Det er det, vi prøver at få lagt ind i vores spillere i en tidlig alder,« siger han.
»Vi trænere er også en del af den danske kultur, og det skal vi ud over. Men for mig handler det om min familie, og om at der – for mig som menneske – skal være et minimum af balance i mit liv. Vi har børnene hjemme på lånt tid, og det vil jeg være en del af,« fortsætter træneren, inden han slår fast, at han ikke frygter at blive stemplet af sine spillere som en mand, der siger én ting, men selv gør en anden. Jeg synes ikke, jeg har givet op på noget som helst, så jeg frygter ikke, at jeg får svært ved at ’sælge’ mine budskaber til de unge spillere, fordi de mener, jeg har gjort netop det,« slutter han.
GLEN RIDDERSHOLM, AGF
Han var i spil i alt fra Ungarn over Saudi Arabien til USA, Holland og Østrig. Men da FC Midtjyllands tidligere guldtræner i forrige uge blev præsenteret i sit nye cheftrænerjob, var det ikke i en større udenlandsk klub. I stedet tog Glen Riddersholm turen fra Superligaens absolutte top til bunden af samme række. Riddersholm skal de kommende to-et-halvt år træne AGF. Et mandskab, der i sommer rykkede op i Superligaen, og som i efteråret havde det mere end svært med at vinde kampe i Superligaen.
Riddersholm er en ambitionernes mand. En mand, der har udtrykt sit had til curlingkulturen, som han selv har kaldt en taberkultur. Riddersholm selv hader middelmådighed og har åbent udtalt sit ønske om at blive den ’bedste træner, Danmark nogensinde har set’. Men hvordan hænger disse udmeldinger sammen med at vrage udenlandske jobtilbud og i stedet tage til takke med endnu en dansk klub? Endda en bundklub. Er det dobbeltmoral – eller er der mening med galskaben?
»Jeg søgte et job med naturligt større pres og større omgivelser, hvor jeg kunne udvikle mig som leder og træner i en anden kontekst. Nogle udfordringer som kan udvikle mig til større opgaver i fremtiden. Der har været nogle muligheder, som jeg gerne ville være sprunget ud i udenlands, men enten er jeg blevet fravalgt på målstregen eller også har der bare været dårlig timing,« fortæller Riddersholm.
»De udenlandske projekter, jeg har været i dialog og konkrete forhandlinger med, har været både langsigtede og meget kortsigtede. De langsigtede projekter lignede noget, jeg tidligere har haft erfaringer med, og de kortsigtede var økonomisk meget attraktive. Økonomi er ikke en afgørende værdi for mig på den måde. Udfordringen og det faglige er det afgørende for mig,« fortsætter han.
Dén udfordring fandt han altså i AGF. En times kørsel fra hjemmet og familien i Ikast.
»For mig har fravalget af et udenlandsk eventyr ikke været familiebaseret. Vi har været helt afklarede som familie og har været på vej mange steder hen inden jeg indgik aftale med AGF. Vi har været afklaret på at skulle til udlandet og været helt klar på det. Alt har været afstemt og planlagt. Der har ikke været nogen kompromiser dér, og det har ikke været manglende mod. Der manglende blot den rigtige udfordring, der var god nok til det, jeg krævede af mit næste job,« siger Riddersholm.
»Så kan man have en holdning til, at jeg burde være mindre kræsen. Men hvis ikke de samtaler, der har været ført og det tilbud, der ligger foran dig, føles som eller er det rigtige, skal man ikke bare springe ud i det for enhver pris. For det kan hurtigt gå den anden vej for en stadig lidt ung og grøn cheftræner som mig,« siger han.
Sådan lyder forklaringen bag fravalget af den store udfordring i udlandet. Den, der foregår på dybt vand i en fremmed kultur og på et fremmed sprog. Men når udlandet i denne omgang ikke var interessant – hvordan kunne en bundklub i Superligaen så være det?
»Jeg ville gerne udfordre mig selv, men det måtte gerne være på en anden hylde, hvor presset og kravene i forhold til mig, mine metoder og strategier ville være anderledes, og hvor jeg kunne udvikle nye ting i mit trænervirke. Der tror jeg på, at AGF lige nu og her er det rigtige for mig. Jeg kunne godt have valgt at have mere is i maven og vente, men det gjorde jeg ikke. For AGF er meget interessant,« siger Riddersholm, der dog forstår, hvorfor der bliver rejst spørgsmålstegn omkring hans og Hjulmands valg af klubber.
»Jeg kan godt forstå præmissen i, at man havde håbet at se flere af os danske trænere i udenlandske klubber. Hver træner er forskellig og har forskellige prioriteter. Jeg kan personligt sige, at man en dag kommer til at se mig derude. Jeg skal derud. Men det er fair, vi får lidt kritik for det. Det synes jeg er helt okay. Omvendt føler jeg ikke skam ved at sige, at jeg skal være helt klar på alle fronter. Og det bliver jeg i fremtiden.«
»Havde det været om 10 år, havde det været fint at hoppe ud i noget usikkert. Men jeg føler stadig, jeg er et sted i min karriere, hvor jeg skal være meget skarp i mine valg og fravalg, så jeg både gavner mit eget trænervirke og min udvikling. Det tror jeg, projektet i Aarhus giver mig,« fortsætter AGF-træneren.
Glen Riddersholm mener selv, han efterlever de principper, han prædiker. Principper, der altså forkaster middelmådighed og curlingmentalitet, men omfavner ambition og udvikling. Men han erkender også, at han og kollegerne har en forkælet mentalitet. Præcis, som de spillere de træner.
»I Danmark tror jeg trænerne er vant til at have stor indflydelse, og det kan måske godt være en udfordring når du kommer til en liga med større pres og forventninger. At være cheftræner foregår i orkanens øje. Der kan du ikke bare komme og sige ’My way or the highway’. Der er vi nok lidt forkælede i Danmark. Skal vi have indflydelse, som vi er vant til hjemmefra, kræver det nok, at man begynder med at toppræstere og opbygger en anciennitet inden man kan stille de store krav. Så den ’My way or the highway-holdning’, tror jeg ikke, vi kan komme ud i verden med. Det er vi nødt til at forstå, tror jeg,« lyder det afslutningsvis fra Riddersholm .
