Det bliver sandsynligvis ikke gratis for Sønderjyskes cheftræner, Lars Søndergaard, at han under kampen mellem FC København og Randers gik på Twitter og kritiserede kampens dommer, Anders Poulsen.

Dansk Boldspil-Union oplyser til TV3 Sport, at der nu indledes en sag mod træneren i disciplinærudvalget.

- Vi forventer at have en afgørelse fra disciplinærudvalget senere på ugen inden weekenden, fortæller leder af DBU Turneringer, Henrik Andersen, til TV3 Sport.dk.

Lars Søndergaard tweetede lørdag følgende:

- Anders Poulsen??? Undlader rødt til Gislason, derefter billigt straffe. Skal han dømme i Kbh??

Træneren, der som den eneste superliga-træner har en offentlig Twitter-profil, har sidenhen forklaret, at hans hensigt ikke var at hænge dommeren ud men at skabe debat.

- Det har på intet tidspunkt været hensigten, at mine kommentarer skulle opfattes som et personangreb, og det vil jeg gerne beklage over for Anders Poulsen, har træneren udtalt til Sønderjyskes hjemmeside.

- Min hensigt var at få en debat om dommerkendelser, som i flere tilfælde har været tvivlsomme, hvilket efterfølgende har haft konsekvenser for udfaldet af kampe. Det fik jeg ikke formuleret i mine udtalelser på Twitter, og det vil jeg igen gerne beklage.

DBU har tidligere haft en modvilje mod fodboldinvolveredes brug af Twitter. Således blev der i en periode indført Twitter-forbud på det danske landshold.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Sønderggard.