Det er stadig usikkert, hvornår der kommer en afgørelse i sagen om Hobro, der brugte en ulovlig spiller i Superliga-kampen mod AGF.
Om Hobro får lov til at beholde de tre point, holdet fredag fik takket være en sejr over AGF, er et åbent spørgsmål.
Hobro brugte Adama Tamboura, som ikke var spilleberettiget, fordi hans spillercertifikat ikke var overført fra hans tidligere klub, Randers FC. Derfor har han muligvis spillet ulovligt, og det kan betyde, at AGF i stedet får en skrivebordssejr.
Men det er usikkert, hvornår svaret kommer.
»Jeg tør ikke garantere, at det kommer i morgen. Det kan også komme senere på ugen,« siger DBUs turneringschef, Henrik Andersen, til Jyllands-Postens hjemmeside.
»Jeg har ikke noget bud. Det ene kan være lige så godt som det andet,« tilføjer turneringschefen.
Hobro, der selv med sejren ligger sidst i Superligaen, har som hoved-argument, at Adama Tamboura teknisk set var klubløs, da Hobro tegnede kontrakt med ham.
Hvis Hobro ikke får medhold i sagen, kan klubben anke dommen to gange, førend den endelige afgørelse falder.