DBU: FCM tæt på slavehandel

DBUs formand vil forbyde, at klubber kan sælge fodboldspillere til investorer, uden at spørge spillerne først.

Fodboldspiller Mads Albæk kunne kort før nytår læse på nettet, at hans arbejdsgiver, FC Midtjylland, havde solgt ham og seks af hans holdkammerater til en gruppe investorer for at afværge et økonomisk kollaps. Ingen havde spurgt Mads Albæk først. Det skriver Politiken mandag.

- Det er ubehageligt, at man fra den ene dag til den anden bliver solgt uden at få nogen form for information om det på forhånd. Jeg føler mig ærlig talt lidt som en vare på hylden, siger Mads Albæk til avisen.

Salgsformen vækker da også bekymring i både spillerens fagforening, Spillerforeningen, og i Dansk Boldspil-Union (DBU).

- Når spillerens rettigheder bliver solgt, uden at han er vidende om det, så har nogen sagt, at det er det tætteste, man kan komme på slavehandel. Det er en af mange meget negative effekter ved den slags kontrakter, siger DBU-formand Allan Hansen til Politiken.

Han ønsker et forbud mod salgsformen – dog betinget af at alle lande indfører det for at undgå ulige konkurrencevilkår.

- Som minimum må vi udarbejde meget restriktive og klare regler, der kaster lys over, hvordan sådanne kontrakter skal skrues sammen, siger han og henviser til, at tredjepartskontrakter allerede er ulovlige i Frankrig og England.

Formanden for Spillerforeningen, Thomas Lindrup, siger til Politiken, at han også umiddelbart er kritisk, da spillerne »i yderste konsekvens jo kan ryge i kløerne på personer, som de ellers ikke ville nærme sig med en ildtang«. Han ønsker dog ikke at uddybe nærmere, før bestyrelsen har diskuteret salgsformen på et møde i januar.

Læs også: