Hos Superligaens store overraskelse er David Nielsen chefen for det meste. BT har mødt Lyngby-træneren til en snak om moderne ledelse, om skænderier med Roy Hodgson og om at være sit holds største stjerne.
David Nielsen kan ikke sove længe. Det har han ikke kunnet i mange år. Klokken fem om morgenen er han vågen. Der er ikke noget at gøre:
»Jeg har ikke brug for så meget søvn. Lægen siger, det er fint. Der er ikke noget farligt i det. Sådan er der bare nogle mennesker, der har det. Det betyder, at jeg har lært at nyde den situation i stedet for at medicinere mig ud af det. Jeg nyder at sidde om morgenen, når alle andre sover, og lægge planer for, hvad vi skal. Det er dér, jeg lægger min strategi. Det er et vigtigt tidspunkt for mig.«
Strategien har virket indtil videre. Trods bare fem timers daglig søvn har Lyngby-træneren formået at gøre sit oprykkerhold til et slagkraftigt superligamandskab, der p.t. er landets mest formstærke.
Fire sejre i de seneste fire kampe over AaB, Brøndby, Viborg og FC Midtjylland har skabt respekt, fået eksperter til at tale om slutspil og fans til at drømme.
David Nielsen står som selve billedet på succesen. Hans udvikling fra flamboyant badboy til velovervejet taktikker fascinerer. Det ved han godt:
»Når der ikke er så mange af spillerne, som er kendte i den brede offentlighed, og jeg står i spidsen for det her, er det mere interessant at skrive om min fortid, og hvordan jeg er kommet hertil. Sådan er det. Det skal vi acceptere som en lille klub. Det vidste klubben også, da den ansatte mig. Spillerne er ved at være trætte af at se på deres træners fjæs hele tiden, og det er deres træner også. Men jeg ved, at det bare er en periode, indtil spillerne virkelig begynder at præstere. Det har jeg også sagt til spillerne. De skal sørge for, at det er dem, der trækker overskrifterne,« siger han.
På Lyngbys træningsanlæg stikker David Nielsen ikke ud. Her ligner han mest af alt en af drengene.
»Prøvede du lige at lave en kanal på mig der, Bror?« brøler han latterfuldt med sin dybe, nordjyske røst, da en af hans unge spillere, Bror Blume, forsøger at trille bolden gennem benene på ham, netop som han har kaldt tropperne til samling.
Han er ikke for fin til at spille med. Ikke for seriøs til at lave sjov. Men tag ikke fejl. David Nielsen er chefen. Det er ham, der bestemmer, og det er ikke bare på banen.
Siden 1. september har han officielt haft ansvaret for hele den sportslige afdeling i Lyngby sammen med talentchef Birger Jørgensen. Direktør Dennis Poulsen er langtidssygemeldt, og dermed skal David Nielsen helt op til Lyngbys bestyrelse for at finde folk at referere til. Det giver ham beføjelser, men ikke flere end han allerede havde de facto.
»Dennis havde i forvejen givet os mandat til at styre tingene,« siger han og uddyber:
»For mig er friheden til at tegne og definere den sportslige afdeling i klubben altafgørende, for det er jo min vision, der skal realiseres. Havde jeg ikke det, kunne jeg ikke holde ud at være her. Det er selvfølgelig ikke sådan, at klubben bare har givet mig frie rammer. Den har været enig i tingene. Men det har været vigtigt for mig, at jeg fra begyndelsen fik et klart mandat til at ændre de kulturmæssige ting, jeg syntes, der skulle ændres i forhold til spillernes hverdag og de krav, der skal sættes. Alle de ting, der skal til, for at køre en topskandinavisk fodboldklub, har jeg fået lov at implementere.«
Derfor er der i dag langt bedre styr på Lyngby-spillernes kostindtag, deres fysiske træning og deres mentale forberedelse. For eksempel spiser de både morgenmad og frokost sammen. De får målt deres fedtprocent og optalt deres sprint i løbet af både træning og kamp. Ikke meget anderledes fra andre superligaklubber, men en omvæltning for den 1. divisionsklub, David Nielsen overtog.
Resultatet kan ses sort på hvidt. Siden David Nielsen og hans folk tiltrådte fra begyndelsen af sidste sæson, er holdets gennemsnitlige fedtprocent faldet fra 11,1 til 7,9.
»Hvis vi skal konkurrere i Skandinavien, skal vi tage reference i topskandinavisk standard. Det gælder alt lige fra, hvordan vi scouter spillere og vores modstandere, hvordan vi træner, og hvordan vores træningscyklusser er, til hvilke krav der skal være til spillerne både fysisk og mentalt – alle de ting, der er rundt om det at drive et førstehold, som skal kunne konkurrere på øverste niveau i Skandinavien. Og det er de ting, vi langsomt har implementeret.«
Kan du godt lide at bestemme?
»At bestemme lyder, som om man får nogle til at gøre noget, som de ikke har lyst til, og hvis det er definitionen af at bestemme, kan jeg ikke lide at bestemme. Men når der opstår problemer, har jeg ofte en løsningsvej, og nogle gange skal jeg overbevise folk om, at det er det rigtige, og andre gange er der ikke noget at diskutere. Jeg er ikke optaget af, om jeg bestemmer. Mine folk bestemmer også meget i hverdagen. Jeg har de bedste af de bedste, og det var også en af de præmisser, jeg havde, da jeg tiltrådte. Jeg ville have lov til at ansætte de bedste af de bedste.«
David Nielsen er ikke meget for at beskrive sig selv som leder:
»Jeg prøver at være tydelig,« siger han og bliver ikke mere konkret end det.
Det er ellers ikke, fordi David Nielsen ikke har gjort sig overvejelser om dét at være træner. Inden han tiltrådte sit første job, rejste han tre år rundt i Europa og søgte inspiration.
Trænergerningen er hans kald her i livet, siger David Nielsen og afslører, at de trænertaktiske tanker faktisk rumsterede i hovedet allerede dengang, det var indhyllet i farverige frisurer.
»Da jeg spillede, var jeg meget analyserende omkring de trænere, jeg havde. Det var på det tidspunkt måske ikke så smart, for jeg var ofte uenig med dem og har næsten skændtes med alle dem, jeg har haft, uanset hvor store personligheder de var. Jeg har skændtes med Roy Hodgson, Erik Hamrén, store trænernavne, som jeg hele tiden satte spørgsmålstegn ved,« siger David Nielsen og fortsætter:
»Jeg syntes, Roy Hodgsons træninger var pissekedelige. Jeg var ikke bare en, der blindt fulgte flokken. Hver gang vi skulle lave en ny øvelse, satte jeg spørgsmålstegn ved hvorfor og tænkte, at det da var fuldstændig åndssvagt – eller megagodt, hvis det var det, det var. Jeg var meget udfordrende. Det er også en af grundene til, at jeg skiftede klub 600 millioner gange. Jeg var udfordrende på alle mulige måder, og det har jo efterfølgende vist sig, at det nok har gjort mig til en bedre træner, men det hjalp bestemt ikke min fodboldkarriere på nogen som helst måde.«
Hvordan ville du have det med selv at have sådan en spiller?
»Jeg har faktisk mange spillere, som, jeg tror, kan blive dygtige trænere, så jeg håber også, at de sætter spørgsmålstegn ved det, vi laver. Sådan skal det være. Men man gør det ikke på samme måde i dag. Kulturen har ændret sig. Jeg synes, spillerne har mere respekt i dag, og de er også mere professionelle.«
De fordomme, der er og har været omkring din person på grund af din fortid, møder du stadig dem?
»Det gør jeg nok, men det er bare benzin på mit bål. Jo flere fordomme og folk, som siger, at det ikke kan lade sig gøre for mig, jo mere energi får jeg. Det gjorde jeg også som spiller. Jo større pibekoncerten blev, jo bedre spillede jeg. Det handler om at tage imod alle de ting og bruge dem til at tænde den ild, der gør, at man kan drive og maksimere sit potentiale, uanset om man er træner, spiller, eller hvem pokker man er.«
Bålet i David Nielsen brænder dog ikke så voldsomt, at man kan lokke store ambitioner ud af ham. Han holder stædigt fast i den beskedne målsætning om overlevelse i både denne sæson og næste. Falder talen på hans personlige drømme, er sigtet endnu kortere:
»Jeg tillader ikke mig selv at gå videre. Jeg lever lige nu frem til den 10. december. Fodboldverdenen er så simpel, at 10. december kan være sidste gang, jeg leder Lyngby Boldklub, fordi jeg bliver fyret,« siger David Nielsen og tilføjer:
»Hvis du begynder at drømme, fordi det går godt, mister man fokus på hverdagen og den lille ting, man skal gøre for at blive bedre og lykkes til sidst. Det har jeg set gennem et helt liv med fodbold. Jeg har set, hvordan folk mister fokus. Jeg har selv mistet fokus 30 milliarder gange. Når man mister fokus kan man ikke være den bedste udgave af sig selv. Man må ikke miste fokus på sin hverdag, på at blive bedre og på at gennemføre dagens træning. Derfor er perspektivet for mig meget kort.«
