Mathias 'Zanka' Jørgensen og måske nærmere bestemt FC København er i følge flere danske fanklubber de værste værter i Superligaen.
Mathias 'Zanka' Jørgensen og måske nærmere bestemt FC København er i følge flere danske fanklubber de værste værter i Superligaen. Foto: Anders Kjærbye

Opdateret 15.21 med kommentarer fra FC Københavns pressechef, Jes Mortensen.

Superligaens fanklubber og en interesseorganisation retter skarp kritik mod FC København på grund af klubbens manglende gæstfrihed over for besøgende klubbers tilhængere.

Dårligt udebaneafsnit. Arrogante vagter. Utryghed. Ingen mad. Man skal lede længe efter positive beretninger fra hovedstaden, når FC Københavns værtskab bliver sat under lup.

BT har bedt alle de officielle fanklubber fra Superligaen om at kåre den bedste og værste vært blandt de 14 klubber (se svar og begrundelser i bunden af artiklen), og svarene taler et tydeligt sprog. Mens fanklubberne har svært ved at blive enige om, hvilken klub der skal kåres som ’bedste vært’, er de anderledes klare i mælet om, at FC København er den klub, der er værst til at værne om sine gæster. Otte ud af de 11 fanklubber, der ønskede at deltage i rundspørgen, mener således, at de forsvarende mestre vinder prisen som ’den værste vært’.

Kåringen kommer i kølvandet på den verserende diskussion mellem Brøndby IF og altså FCK, der har taget afsæt i uenigheder om billetantal og udebaneafsnit.

Derby-balladen har sat skub i en syndflod af kritiske røster rettet mod hovedstadsklubbens værtskab, og nu melder flere sig i koret. En af dem er Rasmus Trenskow, der er presseansvarlig hos Danske Fodbold Fanklubber (DFF);

Skiller sig negativt ud

»Det er klart mit indtryk, at FCK skiller sig ud negativt, når vi snakker om værtskab,« fortæller han.

I DFF er problemstillingerne dagligdag. Organisationen agerer talerør for de danske fanklubber, og er derfor tit i dialog med superliga-klubberne, når et udebanehold har oplevet en kritisabel behandling på et dansk fodboldstadion.

Og DFF er ikke den eneste, der i disse tider sætter fodboldklubbernes værtskab under lup. I Divisionsforeningens årsberetning 15-16 står det skrevet, at begrebet ’Good Hosting’ skal tages mere seriøst i fremtiden.

urban

’Good Hosting’ - eller godt værtskab - handler ret beset om at give udebaneholdets fans den optimale service, og det måles blandt andet på modtagelsen på stadion, toiletforhold, placering, visitering og kommunikation. Parametre, som FCK ikke mestrer, hvis man spørger Rasmus Trenskow:

»FCK har jo ellers forudsætningerne for at være bannerførere for ‘Good Hosting’ som den store klub, man er. Jeg forstår dog ikke helt, hvorfor man har den her holdning, hvor man slet ikke ser tilskuerne som en del af det produkt, man sælger. Det lader til, at det kun er fodboldspillet, Ståle Solbakken, spillerne og klubbens brand, der tæller,« siger han.

Utilfreds med flytning

Rasmus Trenskow er ofte i dialog med fanklubberne, og der er nogle helt specifikke ting, der går igen, når en udebanetur til hovedstaden bliver kritiseret. Han nævner, at FCKs flytning af udebaneafsnittet har vakt stor harme, da den nye placering på langsiden resulterer i dårligere udsyn og ringere mulighed for vokal tilstedeværelse. Flere fanklubber har også oplevet utrygge situationer, hvor de enten før eller efter kampen pludselig har befundet sig blandt FCK-fans foran Parken, fordi den normale ’udebaneparkeringsplads’ er blevet brugt af FCK, eller fordi man ikke har ventet længe nok med at lukke udebaneholdets fans ud, før der var ’fri bane’.

Generelt emmer FCKs værtskab af ét nøgleord, der før er sat i forbindelse med hovedstadsklubben:

»Man får det indtryk, at der er en klar arrogance i FCK. Vi har heller ikke megen dialog med klubben, for den lukker man hurtigt ned,« fortæller Rasmus Trenskow.

For de forsvarende mestre kommer beskyldningerne som en overraskelse. Det omtalte udebaneafsnit har de været i dialog med flere om, men snakken om arrogante kontrollører og utryghed har de ikke selv fået klager om:

»Vi diskuterer jo subjektive følelser, og det er svært. Folk må komme til os med det, hvis de oplever det dårlige værtskab. Vi har ikke fået nogen klager om det,« siger Jes Mortensen, der er pressechef i Parken Sport og Entertainment.

Han uddyber:

»Vi har jo flyttet udebaneafsnittet, fordi vi har så stor efterspørgsel på familietribunen. Vi prioriterer at gøre børn og familier glade, så det er ikke fordi, vi prøver at gøre det besværligt for OB, Silkeborg eller et helt tredje hold. Vi laver ikke det her om.«

Pressechefen fortæller, at klubben er indstillet på at lytte til utilfredse ytringer, hvis det bliver bragt på banen.

»Vi tager alle klager og henvendelser seriøst, men vi får ikke mange af dem. Vi fik en henvendelse om høje billetpriser med det nye udebaneafsnit, og den kritik tog vi til os og ændrede det. Vi har ikke lyst til at være dårlige værter - tværtimod. Vi har også kampagner for 'godt værtskab', hvor vi dyrker det ekstraordinært med gratis øl og bannere for udebaneafsnittene.«

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 29 kr.