OB tabte med 0-1 til FC Nordsjælland i Superligaens første kamp skærtorsdag, men hjemmeholdet fra Odense fik bolden i nettet kort før tid.

Desværre for OB annullerede dommer Kenn Hansen Azer Busuladic' mål for offside, men tv-billederne antydede på ingen måde, at målet skulle underkendes.

Det ærgrede OBs træner Troels Bech.

- Som jeg ser det, så scorede vi helt korrekt. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at målet skal underkendes fejlagtigt, men nu må vi videre inden søndagens kamp, sagde Troels Bech til Canal 8.

Joshua John bragte gæsterne fra Nordsjælland foran efter ti minutters spil, og OB spillede ikke en af deres bedste kampe i første halvleg. Efter 50 minutters spil blev ondt værre, da fynboernes anfører Anders Møller Christensen blev udvist, men det endte lidt overraskende med at være en fordel for OB.

- Vi spiller en dårlig første halvleg, men jeg synes faktisk, vi får præsteret godt i anden halvleg efter udvisningen, hvor der var mere fight og bedre spil, sagde Troels Bech til Canal 8.

Inden dagens kamp havde OB ikke tabt i fem kampe, og fynboernes forsvarsspiller Daniel Høegh var da også ærgerlig over nederlaget til FC Nordsjælland, selv om han var glad for præstationen i anden halvleg.

- Vi tager os sammen. Vi løfter vores spil, og med lidt held havde vi stået med et point i dag, sagde han til Canal 8.

Med sejren overhaler FC Nordsjælland OB i Superligaen. Kasper Hjulmands mandskab ligger nummer seks, mens OB indtager syvendepladsen.