Med en pokalfinale, tre kampe tilbage af superligaen og en helt åben mesterskabskamp er Dame N’Doye mere betydningsfuld for FC København end nogensinde før – og det ved angriberen godt

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Giv bolden til N’Doye, så sker der nok noget. Sådan lyder FCKs opskrift på kriseløsning ofte, og den kan holdet hurtigt få brug for i sæsonens tre sidste Superliga-kampe og i pokalfinalen.

FC Københavns spil fungerer ikke, og under de tilspidsede omstændigheder er der ikke tid til højpandede eksperimenter. Det er i høj grad Dame N’Doye, der skal trække mesterskabet og pokalen i land.

- Jeg ved godt, at jeg skal bære noget ekstra på mine skuldre. Alle skal tage ansvar, men i situationer som de her skal jeg gå forrest og vise vejen. Holdet skal fungere og holde hovedet højt, min opgave er at skubbe på i den retning, det er jeg klar over, siger Dame N’Doye.

Indtil videre har den 27-årige senegaleser da også taget sin del af ansvaret i sæsonen. Med 17 scoringer har angriberen således stået for en tredjedel af alle FC Københavns mål i Superligaen. Når han er skades- og karantænefri, så starter N’Doye inde i alle kampe. Holdet kan ikke undvære ham.

Det er for eksempel ham, der tager bolden, lægger den på straffesparkspletten og hamrer den i nettet, når FCK er bagud og desperat kæmper for point. Den vilje og det mod bliver afgørende i en mesterskabskamp, hvor FC Nordsjælland ånder FC København tungt i nakken.

- Vi skal sørge for at holde fokus og ikke ændre vores attitude. Vi har selvtillid og tro på mesterskabet, og det skal tage os igennem det her. Begge hold er jo gode, så det bliver et spørgsmål om mentalitet. Hvem kan klare presset?

Hvem kan så det?

- Det kan vi. Vi er vant til de her store kampe og den her situation, men vi skal stole på os selv, og vi må ikke begynde at tvivle her til sidst, siger Dame N’Doye.

I øjeblikket fører de forsvarende danske mestre fra FC København med ét point ned til forfølgerne fra FCN. Derfor er københavnerne pisket til at vinde, når de søndag gæster Haderslev Stadion og Sønderjyske.

Heldigvis for FCK, så har Dame N’Doye det generelt rigtig godt mod hjemmeholdet. I de ni Superliga-kampe, angriberen har spillet mod Sønderjyske i sin karriere, er det blevet til lige så mange scoringer. En betryggende statistik for et mandskab under pres. For et smidt DM-guld ligner en regulær katastrofe for organisationen bag fodboldholdet, hvor mesterskabet og direkte kvalifikation til Champions League allerede er indregnet i budgettet.

I sommer takkede selvsamme organisation nej til et enormt købstilbud på Dame N’Doye, for her stolede man så meget på, at angriberen kunne blive afgørende i forhold til målet om Champions League. I første omgang glippede kvalifikationen til turneringen, men nu får N’Doye muligheden igen.

- Jeg vil have guld, og i de sidste tre sæsoner har jeg jo også vænnet mig til at vinde mesterskabet. Min motivation er helt klart på højeste niveau i øjeblikket, det er det her, jeg lever for, siger Dame N’Doye, der i en travl tid ofte minder sig selv om at nyde situationen.

- Det her sker ikke hver dag. Når jeg sidder som 40-årig og kigger tilbage, så er det de her tider, som jeg vil tænke på. Derfor skal vi også alle sammen huske at nyde øjeblikket.

Spørgsmålet er så, om FC København igen vil takke nej, hvis der kommer en udenlandsk klub og smider et købstilbud på Dame N’Doye på bordet til sommer. Han er efterhånden blevet 27 år, og hvis han skal nå ud i en stor europæisk liga og bevise sig selv, så haster det.

- Mit fokus lige nu er ligaen. Vi vil vinde den, og vi kommer til at vinde den.

Men det vil vel være frygteligt for dig at forlade FCK uden mesterskabet?

- Ja, det er også derfor, jeg siger, at vi skal vinde det, lyder det fra FC Københavns guldfugl.