Det har boblet med rygter og fornemmelser i dansk topfodbold længe. Der blev hvisket og talt i sponsorlounger, i presselokalerne og i kontormiljøerne i Superligaen. Uge efter uge summede det. Noget stort er tilsyneladende på vej hos landets store fodboldklub FC København.

Det lykkedes ikke desto mindre FCKs direktør, Anders Hørsholt, uge efter uge at holde sin plan hemmelig, selv om han tegnede de første streger allerede for et år siden.

Nu fortæller han så om planen, der har fået godkendelse hos bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment (PS&E), og som i første omgang betyder, at selskabet bag klubben investerer 30 procent mere i kroner og ører i kerneproduktet, i fodboldklubben FCK.

fckNTRO


Det er med Hørsholts egne ord et ’betragteligt antal millioner kroner,’ som især skal bruges til at forstærke spillertruppen med endnu dygtigere fodboldspillere.

- Vi kan med den investering henvende os til spillere på helt andre økonomiske hylder, end vi normalvis har været vant til, forklarer Anders Hørsholt, da båndoptageren er tændt, og halvanden times snak på kontoret højt over Parkens græstæppe er kommet i gang.

Han fortæller om stærkere købekraft og om en massiv investering også i stadionoplevelsen i Parken, der skal være et wifi-himmerige af muligheder for tilskuerne. Den investering vender vi tilbage til.

Vi skal først forstå, hvorfor PS&E kaster penge i klubben, og hvorfor direktør Anders Hørsholt mener, at der skal ske noget nu.

- I løbet af de sidste tre år har vi brugt en halv milliard kroner på at betale af på den gæld og de renter, som vi havde arvet. Det har været en enorm byrde, og det har vi været nødt til at tage ud af vores drift. Nu er vi kommet om på den anden side af vores turn-around. Det er sket lidt tidligere end ventet på grund af de meget solide overskud, vi har skabt de senere år. Og i forlængelse af den turn-around, der er på plads, vil vi altså nu ud og bruge markant flere ressourcer på at styrke vores kerneprodukt. Det er tid. Og kerneproduktet for os, det er fodboldholdet, forklarer Anders Hørsholt.

Selskabet er altså ved at være fri af gamle forpligtelser, efterladt af den tidligere ledelse personificeret ved bestyrelsesformand Flemming Østergaard, som forlod koncernen efter at have præsenteret et regnskab, der blev berømt på grund af en kvart milliard kroner i underskud efter nedskrivninger. Men de mange penge er ikke kun frigivet, fordi man endelig kan. FCK er stadig en fodboldklub, der skal tjene penge. De mange penge er frigivet, fordi det er nødvendigt for at nå de ambitioner, klubben har tegnet.

Der skal investeres markant, fordi det efter Anders Hørsholts bedste fornemmelser er helt nødvendigt for at matche og udkonkurrere de europæiske subtop-klubber, der også gerne vil være en del af pengekarussellerne i Champions League.

Det handler ikke et sekund om at sikre et forspring i Superligaen, understreger Hørsholt. Og dermed er dette heller ikke en reaktion på hverken FC Midtjyllands topplacering eller Brøndbys økonomiske bevægelse.

- Da vi begyndte dette arbejde, var Brøndby altså ved at gå konkurs, minder han om.

- Baggrunden er jo, at vi definerer os som en europæisk klub i Danmark. Vi vil fortsat gerne være den danske klub, som sætter de tunge europæiske aftryk. Vi vil gerne være endnu stærkere og endnu dygtigere til at skabe endnu større resultater i Europa. Vi vil op på en højere klinge. Vi vil være fast inventar i Champions League. Det er en stor ambition for en dansk klub, for vejen dertil er blevet vanskeliggjort voldsomt, siger han og forklarer:

- Det kræver fremover øgede midler at nå til Champions League. Vi kan se, at de europæiske klubber, der skal gennem kvalifikation til Champions League, får større budgetter. Og det er lig med bedre fodboldspillere. Det skal vi reagere på, for vi får ikke længere foræret pladser i gruppespillet. Vi skal gennem et vanskeligt kvalifikationsforløb. Vores forstærkning af hele klubben handler altså ikke om at blive bedre i Superligaen. Vi mener, vi allerede har holdet, der skal kunne vinde DM de næste sæsoner også. Vi har ambitioner om mere. Og nu har vi gjort ressourcerne klar til, at det kan lykkes. Med mange penge til at skubbe fodboldklubben endnu længere fremad, siger han.

Det er ikke afgørende for ham, om det blive nu, til sommer eller senere, at de mange penge kommer i spil. Det afgørende er, at der er frigjort 30 procent flere kroner end sædvanligt, og at de penge skal skubbe FCK fremad, når det er mest hensigtsmæssigt, og når mulighederne er tilstede.

- Det er jo ikke Didier Drogba eller Cristiano Ronaldo, vi taler om. Det er umuligt. Vi er nødt til at hente det, der kan løfte vores niveau. Spillere, der skal være åbenlyse i vores startopstilling og gøre os klart skarpere. Og det har vi så flere penge til at finde nu. Vi kan sigte lidt højere. Vi skal sikkert udskifte 8-10 spillere i 2014. Det er ikke usædvanligt. Men spørgsmålet er nu: Hvad ryger ud, og hvad kommer ind? Og det er dér, vores satsning skal gøre en forskel, forklarer han.

Anders Hørsholt tøver ikke et sekund, da han bliver spurgt, hvad han drømmer om på den anden side af denne 2016-strategi. Også det ligger helt klart.

- Vi skal tilbage til det niveau, vi havde, da Ståle Solbakken forlod os. Drømmen er, at vi i 2016 spiller Champions League-ottendedelsfinaler. Som minimum. Og gerne vinder dem. Det er store ambitioner. Og der bliver nødt til at være noget substans bag store ambitioner. Det er det, vi mener, vi leverer nu, siger han og fortsætter:

- Dette er en strategisk beslutning truffet af direktionen og godkendt i bestyrelsen. Vi siger klart, at fodboldholdet er vores vigtigste aktiv. Og det skal vi investere tydeligt i og vedligeholde, for det betyder meget for os.

Førsteholdet er altså ikke det eneste aktiv, der nu bliver opgraderet. FCKernes hjemmebane, nationalstadionet Parken, skal med en ønsket deadline i 2014 blive et af ganske få europæiske stadioner med trådløst netværk til samtlige tilskuere.

Med Estadio Bernabeu i Madrid som forbillede venter en tocifret millioninvestering - før knap 40.000 mennesker uden en eneste undtagelse på samme tid kan se direkte tv på telefonen på tribunerne.

- Det må ikke blive en begrænsning at gå til fodbold i Parken, som Hørsholt udlægger teksten.

- I Parken skal du kunne, hvad du kan hjemme i sofaen. Og mere til. Du skal kunne dele oplevelsen, du skal kunne se tv-billederne, og du skal opleve en tydelig forstærkning af den klassiske live-oplevelse. Oplevelsen på stadion skal være et stærkt alternativ til at se fodbold derhjemme, og det er ikke tilfældet alle steder i dag. Vi tilpasser bare Parken til den måde, vi lever på som mennesker i dag. Vi er sakket bagud - måske endda et helt årti - i forhold til, hvad vi skal kunne tilbyde vores mange kunder, siger han videre om baggrunden.

Parken skal dermed kunne tilbyde tilskuerne adgang til kameraer, tv-stationerne ikke har, onlinebestillinger af mad og drikkevarer til afhentning, interaktivitet, og det er vel kun fantasien, der sætter grænser, når først båndbredden er tilstrækkelig.

- Også dét handler om at opgradere. Jeg ved, jeg har sagt det et par gange. Men en massiv opgradering af både klub og stadion er virkelig også essensen af den strategi, vi kommer med nu, siger han.

Efter et dyk ned i regnskaberne fra PS&E anslås det, at det er en ekstrasum på mindst 30 mio. kr., der nu bliver frigivet hvert år til den sportslige ledelse af klubben.