FCM må efter alt at dømme undvære klubbens hollandske stjerne, Rafael van der Vaart, til forårspremieren mod Viborg.
Rafael van der Vaart er blevet skadet under FCMs træningslejr i Dubai.
Den knap 33-årige hollænder var ikke med i onsdagens kamp mod AIK Stockholm, og FCMs sportsdirektør, Claus Steinlein, bekræfter over for Ekstra Bladet, at det hænger sammen med, at Rafael van der Vaart har været på hospitalet. Her konstaterede man, at han har pådraget sig en mindre fiberskade.
Selve kampen mod AIK Stockholm sluttede 1-1, hvorefter FCM vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
FCM spiller hjemme mod Viborg 19. februar i den første runde i Superligaen efter vinterpausen. Forrige sæsons mestre overvintrer på tredjepladsen i rækken. Seks hold går videre til medaljeslutspillet.