KØB PLUS!

CV: Vi sælger ikke ud

Carsten V. Jensen afviser, at FC København har tænkt sig at sælge spillere på baggrund af klubbens Europa League-exit.

FC København røg torsdag aften ud af Europa League, og dermed er den danske storklub nu kun med i en turnering i denne sæson: Superligaen.

Til foråret skal der kun spilles 13 kampe i Superligaen, men selvom FC København har en stor og bred trup, har sportsdirektør Carsten V. Jensen ikke tænkt sig at tynde ud blandt spillerne. FC København har således ikke tænkt sig at sælge i det kommende vintertransfervindue.

- Det er ikke sådan, vi tænker. Vi bygger altid ting op til at skulle blive bedre og bedre. De ting, vi kommer til at foretage os, kommer ikke til at ske på baggrund af, at vi er ude af Europa eller på grund af en tabt kamp. Så det har absolut ingen indflydelse, siger Carsten V. Jensen til ekstrabladet.dk.

Skulle man tro, at FCK vil sælge et par spillere for at gøre truppen smallere, kan man godt tro om igen.

- Jamen, hvis folk tænker det, så tager de fejl. Dem, der har forsøgt sig før, ved godt, hvordan det er i København. Vi er ikke en klub, der er på markedet for at sælge spillere. Det gør vi kun, hvis der er en rigtig god grund til det, og den grund, den knitrer. Så nej, vi er ikke på markedet for at sælge spillere. Men det er et åbent og frit marked. Vi tager telefonen, og vi svarer pænt. Men det bliver mindst lige så svært at hente spillere i København som før, fastslår Carsten V. Jensen.

tipsbladet.dk

Læs også: