CV: Rystet over reaktionerne

Den seneste tids debat om FCK har rystet cheftræner og sportsdirektør Carsten V. Jensen. Men han slår fast, at FCK ikke vakler forud de tre kampe, der afgør om FCK vinder the Double eller står tilbage med ingenting efter sæsonen 2012.

Sporten.dk konfronterer FCK-cheftræner Carsten V. Jensen med fire af mest brændende emner inden de afgørende kampe i Superligaen og pokalfinalen.

Panik eller ro?

- Der er ro på. Hvis man kommer forbi, når vi træner vil man se, at der altid er ro på, og at vi ikke går rundt med bøjede hoveder, lige så vel vi ikke render rundt med armene over hovedet, når vi vinder. For os handler det om præstationer både til træning og på banen og dernæst at evaluere. Vi bruger ikke kræfter på alt andet. Vi er professionelle, vores job er at være i toppen hver eneste sæson, og det er vi også i år.

Krise?

- Når der har været så stor udskiftning på holdet, mangler man de mekanismer, der var ved et velfungerende hold, eller som på det hold fra sidste år, der jo var tre år undervejs. Nu har vi arbejdet et års tid med dette hold, og vi ligger stadig til en god sæson. Vi kan ikke reparere ting nu.Det kan man gøre, når der mangler 20 kampe, det er der ikke tid nu. Nu skal man sætte dagsorden fra start, og det gjorde vi ikke mod Sønderjyske. Vi var ikke fysiske nok, og der var for stor afstand mellem kæderne. Der opstod nogle ting, som vi fik løst, og de fik ikke bolden i anden halvleg.

Duellen med FCN?

- Jeg er mildest talt rystet over nogle af de reaktioner, det har afstedkommet. Retorikken bliver ridset op i denne tid, og det er interessant at se. Vi er med om guldet, og vi er i pokalfinalen, husk det. Men alligevel bliver der stillet spørgsmål til vores sæson.

- Jeg forsøgte at forklare det drama, sporten lever af: Man vil se favoritterne vinde, så vil man se dem tabe, og man vil se outsiderne vinde. Det eksemplificerede jeg med, at FCK er favoritter, FCN er outsidere, og der er en retorik omkring den situation. Dét er åbenbart faldet nogen for brystet, og jeg forstår det ikke. En Tøfting begynder helt misforstået at køre derudaf en tangent, det er helt hen i vejret, og det samme med Peter Brüchmann, som taber næsen. Det er fint, for det bidrager til underholdning.

- Jeg kom med min mening om, hvorfor der er dette drama, og med mit synspunkt om, hvorfor der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores sæson. Og dem, som lever af at beskrive disse dramaer, har så et problem med det. De føler sig truffet. Hvis man tager aviserne fra de sidste 40 uger og læser om vores kampe, uanset hvor mange kampe vi har vundet, og hvordan vi har spillet, så har der hele tiden været en kritisk undertone. Jeg har ikke noget problem med det, vi er FCK og skal vinde alle kampe og titler.

Disciplin?

- Det er helt forfejlet, hvis man gør det til et problem. Hvis jeg står og guider holdet, og der er en energi mellem mig og holdet, så skal man være klar på, at der er lidt gang i den. Det er en meget lille ting: En bold må aldrig dumpe ned foran en midtstopper og ramme jorden, og slet ikke i den situation, hvor det skete. Det ved Kris og jeg. Grunden til, at Kris blev taget ud i pausen, havde intet med dét at gøre. Jeg vil faktisk gerne have noget mere af det, for det viser, at der er opmærksomhed, tænding og spænding, og det mangler måske lidt.

Læs også: