FC København havde ingen ny træner, da holdet torsdag begyndte træningen efter sommerferien.

Carsten V. Jensen var ikke i træningstøjet, men var i skjorte og khaki-bukser, da FC Københavns superliga-hold torsdag startede træningen forud for den kommende sæson. I stedet stod Johan Lange og Anders Storskov for træningen, mens sportsdirektøren havde andre ting at tage sig til. For eksempel at finde en ny cheftræner.

- I dag er en arbejdsdag som alle andre. Der er ikke planlagt noget pressemøde i dag, og vi fortsætter processen med at finde vores næste cheftræner. Vi er tættere på en ny træner, end for en måned siden. Men vi vil ikke give os nogen deadline og presse os selv. Jo hurtigere jo bedre, og vi har jo også en Superliga, der starter snart, siger Carsten V. Jensen til sporten.dk.

Torsdag kunne BT og sporten.dk fortælle, at den belgiske mestertræner Ariël Jacobs var blandt kandidaterne, men Carsten V. Jensen afviser at kende den tidligere Anderlechttræner.

- Jeg kender ikke navnet (Ariel Jacobs, red.). Men det gør jeg så nu, siger Carsten V. Jensen.

Hvad kigger i efter hos en ny træner?

- Jeg har ikke yderligere kommentarer til vores proces med at finde en ny træner.

FC København trænede torsdag udelukkende fysisk og begynder først på den taktiske og tekniske del, når holdet tager på træningslejr i Østrig fra den 29. juni til den 8. juli. Man kan gisne om, at der til den tid vil være en ny træner på plads.