BTs fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl ser den tabte feriepengesag som en begivenhed, der kan vende udviklingen i Brøndby. Klubben kan nemlig blive tvunget til at åbne op for en ny aktiestruktur for at skaffe de fornødne midler.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Det konstaterer BTs fodboldredaktør i kølvandet på afgørelsen i den såkaldte feriepengesag. Et nederlag for Brøndby IF, der i første omgang koster omkring 5 millioner kroner, som skal betales indenfor de næste to uger. Men på længere vil sagen formentlig betyde en ekstraudgift på omkring 23 mio. kroner - og det er mange penge for Brøndby, hvis økonomi har det svært.

Læs hele Morten Crone Sejersbøls blog om Brøndbys muligheder for at vinde nederlaget i voldgiftsretten til noget positivt her:

Afgørelsen i feriepengesagen blev en gigantisk sejr for Spillerforeningen og et tilsvarende gigantisk nederlag for Brøndby og de øvrige klubber, der nu kan se frem til at skulle betale både feriepenge og pension til nuværende og tidligere spillere helt tilbage til 2004.

Det er positivt. At den er så tydelig. Klubberne handlede forkert og skal nu ændre praksis. Det er ekstremt dyre lærepenge, og i den kommende tid vil det flyde over af historier om, hvor lammede klubberne er af sagen. Det er klubbernes egen fejl, og al den stund, at Brøndbys daværende direktør Per Bjerregaard selv sad som forhandler for Divisionsforeningen, da overenskomsten blev indgået i 2004, kan Brøndby dårligt ty til forklaringen om, at den ikke havde forstået, hvordan reglerne skulle følges.

I et længere perspektiv kan dette lidt paradoksalt blive det positive vendepunkt for Brøndby. Det kan være den sag, der tvinger klubben til at omlægge aktiestrukturen og få nogle store investorer ind.

Jeg ved, efter at have talt med en række kilder i løbet af i går, at der er stemmer i bestyrelsen, som nu vil anbefale en omlægning af aktie-strukturen, så det vil blive attraktivt for investorer at kaste de nødvendige beløb i klubben. Altså en omlægning af A- og B-aktiefordelingen, så investorer vil få reel indflydelse på, hvad deres penge skal bruges til.

For lige nu er pengene der ikke. Det erkender selv samme stemmer. Brøndby har ikke pengene til at betale de sandsynligvis mere end 20 mio. kr., spillerne har rettens ord for, at de er berettigede til. Punktum.

Dem skal de ud at finde, og her forslår den aktiepost på 21,5 mio. kr., der er sat af til Brøndby Supporters Trust, som en skrædder i helvede, for de var tænkt til andre formål end som efterbetaling af feriepenge og pension – poster som Brøndby ifølge den seneste årsrapport end ikke har budgetteret med.

Klogere folk end mig vurderer, at Brøndby har brug for mindst 100 mio. kr. for igen at komme på sikker fode. Oven i kravet på de mere end 20 mio. kr. fra feriepengesagen, går Brøndby til sommer sandsynligvis glip af de 41 mio. kr., klubben havde udsigt til at få fra Kasi Group, samt af store dele af de beløb, man havde budgetteret med at hente i præmiepenge, fordi klubben roder langt under den forventede sjetteplads.

Læg dertil, at Brøndby fremover kan se frem til et væsentligt lavere hovedsponsorat end det nuværende og i øvrigt er blevet ramt af en tilskuernedgang, der næppe bliver vendt, så længe klubben ligger og roder i bunden. Der skal penge ind. Det kan blive den positive konsekvens af det negative resultat.