Tre frontløbere, to pladser = en reserve.

Det er en ligning med to ubekendte, som lige nu karakteriserer de danske mestres angreb. Med to mål (godt nok på en billig baggrund mod nordirske Crusaders i Champions Leagues anden kvalifikationsrunde) forstærkede Andreas Cornelius det luksusproblem, som FCK-manager Ståle Solbakken lige nu går og tumbler med. Et 'problem', der egentlig gør sig gældende på stort set alle pladser.

Umiddelbart ligner sidste års FCK-topscorer Federico Santander en sikker mand i angrebet, mens det serbiske nyindkøb Andrija Pavlovic ligner et indkøb til startopstillingen. Med det facit, at Andreas Cornelius trods aftenens flotte præstation kan ende som reserve. Sådan var det i Superliga-premieren mod Lyngby, men ifølge 23-årige Andreas Cornelius bliver det ikke nødvendigvis sådan fremadrettet. Rollen som reserve er langt fra givet på forhånd, mener han.

»Men så spillede jeg kampen før. Vi har spillet lige mange minutter på træningslejren. Jeg ved ikke, hvad du synes, men jeg tror bare, det er præstationerne, der afgør det. Jeg tror ikke, der er så meget, der er givet på forhånd,« siger Andreas Cornelius.

»Jeg tror ikke, der er nogen, der er selvskrevet eller nogen, der er helt ude. Jeg tror, det er meget åbent. Jeg tror, det i bund og grund er præstationerne, der afgør, hvem der spiller,» fortsætter han.

Uanset hvad skal Andreas Cornelius nok få godt med spilletid. Med et europæisk program, der gerne skal byde på et europæisk gruppespil - helst i Champions League, men ellers Europa League - venter der københavnerne mange kampe. Derfor bliver der ifølge Andreas Cornelius brug for alle mand, ligesom den massive konkurrence er med til at holde alle skarpe.

»Vi arbejder allesammen koncentreret, men vi er et hold først og fremmest, og vi vil vinde kampene. Jeg tror, det kommer os alle sammen til gode, at man kan få nogle pauser, når vi har så tæt et program. Jeg tror, det er meget få spillere, der vil have godt af at spille alle kampe.«

»Det er både godt for holdet og den enkelte spiller, at man kan få de der pauser i nogle kampe. Når man så er på banen, gælder det om virkelig at præstere.«

Det gjorde Andreas Cornelius tirsdag aften med to mål og en assist, mens angrebskollegaen Andrija Pavlovic tegnede sig for et enkelt. Hans første mål i FCK-trøjen. Ligesom Cornelius erklærer serberen sig klar til at kæmpe hårdt om pladsen i FCK'ernes angreb.

»Det er ikke mit job at afgøre. Det er managerens. Jeg vil gøre mit bedste på banen. Jeg vil give 100 procent for at være i startformationen. Mit arbejde er at score, og det gjorde jeg i dag (tirsdag.red.), så jeg håber, det bliver godt.«

Lørdag spiller FCK på udebane mod Esbjerg i Superligaen. Tiden må vise, hvordan ligningen ser ud der.