Hvis Superligaen ikke havde ændret struktur, havde Esbejrg spillet i første division.

Det er den hårde sandhed for Esbjerg, hvis man kigger på Superliga-tabellen fra sidste sæson. 11. pladsen var pointmæssigt dårligere, end da klubben sidst rykkede ned i sæsonen 2010/11.

Eftervirkningerne fra Jonas Dals periode i klubben har sat sine spor på Esbjerg, der sluttede sidste sæson dårligt - og åbnede i samme stil med et knusende 0-4-nederlag mod et overlegent Brøndby-hold.

Colin Todd er blevet hentet ind som den mand, der skal give klubben det, som Jonas Dal mislykkedes med. Og han er klar over, at han står med en udfordring.

»Den her fodboldklub har været på en nedadgående kurve gennem en periode. Som du sikkert kan forestille dig, så har de måttet kæmpe, så selvtilliden har været lav,« siger Colin Todd, der har været cheftræner i klubben i 15 dage.

Mod Brøndby var der ikke mange positive aspekter i Esbjergs spil, hvor fire forskellige Brøndby-spillere fik lov til at score på OL-keeperen Jeppe Højbjerg.
Og selvom Todds første officielle kamp som Esbjerg-træner fandt sted efter bare ni dage i spidsen, så tager han stadig ansvaret for, at holdet ikke præsterede.

»Vi har analyseret kampen, og mange af målene var selvforskyldte, og vi kunne have forhindret dem. Jeg tager alt ansvaret for kampen. Jeg fik måske sat holdet forkert op i perioder af kampen, det kan være årsagen,« siger Colin Todd.

 
Alexander Zornigers Brøndby var Esbjerg totalt overlegne og vandt stensikkert med 4-0 i Alka Superliga-premieren på Brøndby Stadion.
Vis mere

Netop selvtilliden og tro på tingene, som mangler i Esbjerg, er det, som Colin Todd føler, han kan bringer tilbage til spillerne.

»De skal have en tro på, at vi kan vende det og lave resultater. Det er op til mig at prøve at banke noget tro ind i dem, og det er vigtigt, spillerne er med på det. De skal lære at stole på hinanden, men også stole på det, jeg bringer til klubben. Jeg er ikke tryllekunstner, og jeg kan ikke bare vifte med tryllestaven. Men med mine input håber jeg, at spillerne kan bringe resultater til klubben,« siger Todd.

Esbjerg tager lørdag imod FC København, som Todd kalder et forrygende hold og en svær kamp for vestjyderne. Men han vil hellere møde FC København end et dårligere hold, så presset er væk fra spillernes skuldre.

»Ingen forventer, at vi vinder, hvilket man måske ville gøre mod dårligere hold i ligaen. Men alt kan ske i fodbold. Vi skal finde noget af den indstilling, der tog Island og Wales langt til EM, og så håber vi på den smule held, som skal til mod FCK.«