Belgiske medier sender Dorge Kouemaha fra Cameroun til FC København.

Lige siden FC København for godt en måned siden gav Ariël Jacobs nøglerne til cheftrænerkontoret, har de danske vicemestre haft øget fokus på det belgiske transfermarked. Jacobs havde angiveligt en seddel med navne fra den belgiske liga med sig, da han tiltrådte i FCK, og nu er den seddel kommet i brug.

Onsdag solgte FCK de seneste to sæsoners Superliga-topscorer, Dame N'Doye, til den russiske storklub Lokomotiv Moskva, og der blev dermed fundet plads til en ny angriber i FCK-truppen. Belgiske Het Nieuwsblad har et godt bud på, hvem det kunne være.

Torsdag skriver avisen således at Ariël Jacobs pønser på at hente Club Brügge-angriberen Dorge Kouemaha til FC København.

29-årige Kouemaha var i sidste sæson udlejet fra Brügge til tyske Kaiserslautern uden den store succes, men han har tidligere vist målnæse både i MSV Duisburg og i Club Brügge. Netop nu genoptræner den 192 centimeter store afrikaner efter en skade i akillessenen.

Sporten.dk har været i kontakt med Dorge Kouemahas agent, Oliver König. Han kender intet til interessen fra FCK, men omtaler den danske hovedstadsklub som en interessant størrelse.

- Jeg har ikke hørt noget fra FC København, men det lyder bestemt ikke uinteressant, lyder det fra König, der fortæller at en klub fra Bundesligaen og en fra den næstbedste tyske række har udtrykt konkret interesse i hans klient.

Dorge Kouemaha, der har spillet en håndfuld landskampe for Cameroun, kommer ikke med i Club Brügges kommende Champions League-kvalifikationskampe mod netop FCK på grund af den skade, der plager ham.