Cheftræneren indstillede selv, at han skulle tilbage til sportsdirektør-rollen, og han glæder sig til at kunne præsentere sin afløser. Men hvornår det bliver, ved han ikke.

Onsdag aften virkede cheftræner Carsten V. Jensen ikke som en mand, der et par dage senere skulle stoppe med livet på sidelinjen og i stedet vende tilbage til kontoret med det langsigtede fokus i arbejdet som sportsdirektør. Men det skulle han, og det vidste han også godt. Faktisk var han selv med til at indstille præcis den løsning til bestyrelsen.

- Da vi tog beslutningen i januar om at indsætte mig som cheftræner, gjaldt det for os om at få den bedst mulige konstellation på det tidspunkt. Det har vi ikke fortrudt. Det, der så er løbet på undervejs, er den løbende evaluering. Der har Anders (administrerende direktør i Parken Sport & Entertainment med efternavnet Hørsholt) og jeg gjort os vores tanker, og vi blev tidligt enige om, at vi skulle tilbage i den vante struktur. Det var ikke formålstjenstligt at holde fast i den beslutning fra januar, selv om den var det rigtige på det tidspunkt.

- Og uanset hvordan det var gået i onsdags, havde indstillingen til bestyrelsen været den samme. Ligesom fyringen af Roland i januar ikke havde noget med pointhøsten at gøre, så har indstillingen om at finde en ny cheftræner heller ikke noget med forårets resultater at gøre, siger Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

Men hvorfor kom I frem til den indstilling?

- Nu har der været snakket så meget om min dobbeltrolle, men den har jeg jo ikke haft indtil videre. Gennem hele foråret har jeg haft fuld fokus på trænerfunktionen. Det er først nu, at sportsdirektøren skal træde 100 procent i kraft. Skulle vi have indstillet, at jeg skulle være fortsat som træner, så skulle vi også have indrettet os anderledes i organisationen. Så skulle vi have styrket os opefter eller nedefter, og det havde heller ikke været umuligt.

- Men der er jo forskel på rollerne. En sportsdirektør tænker langsigtet, mens en cheftræner typisk lever under en anden bevågenhed, tænker mere kortsigtet og typisk også har en kortere ansættelse. Jeg har været i FCK i 20 år nu, og jeg har da en ide om, at jeg skal være der mange år endnu, men hvis vi var arbejdet videre i det samme spor, havde der været en risiko for, at det kunne slutte, uden at jeg kunne træde tilbage i en rolle som ren sportsdirektør, siger manden, der om nogen er kulturbærer i FC København.

- Det er ingen dramatik i det. Det har været undervejs hos os selv i lang tid, og nu er tidspunktet der til at gøre det. Der er ro om holdet. Spillerne er på ferie, og det er tid at kigge frem, siger Carsten V. Jensen, der tilbage i januar ellers blev kaldt en permanent løsning i jobbet som cheftræner.

- Det var også permanent forstået sådan, at der ikke var nogen bagkant på min ansættelse som cheftræner. Ikke før, at der så blev truffet en ny beslutning, og det er der så blevet i dag.

- Og så kan man jo gøre den slags ting på to måder. Man kan gøre som i OB og sige, at det er en midlertidig løsning, eller man kan sige, at det er en permanent. Og det var det også, for der måtte ikke kunne tvivles på min dedikation i forhold til trænerrollen. Derfor har det været helt entydigt hele vejen igennem, og derfor har der heller ikke været nogen spørgsmål omkring det gennem hele foråret. Og min dedikation har også været 100 procent, siger sportsdirektøren, der nu skal i gang med at finde sin afløser.

- Selvfølgelig er der meget, vi kan bruge fra det arbejde, vi gjorde for at finde Ståles afløser, og vi begynder altså heller ikke først på arbejdet i dag. Anders og jeg arbejder med strategien hele tiden, og der er trænerspørgsmålet også blevet behandlet løbende hele tiden. Nu kører vi videre i den proces, og så må vi se, om vi ikke kan finde en. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne præsentere FC Københavns nye træner på et tidspunkt og så må vi se, hvornår det bliver.

- Det bliver ikke mærkeligt at finde en afløser, men det er altid en udfordring. Jeg har ingen ambitioner om at fortsætte i cheftrænerjobbet, men måske finder vi ikke matchet, og ender det op på den måde, så er jeg stadig træner. Men vi må se. Det er jo heller ikke kun min beslutning. Igen, vi laver en indstilling, og bestyrelsen træffer en beslutning om en ansættelse, men forhåbentlig er det efter en enig indstilling, som det har været her, siger manden, der efter alt at dømme havde sin sidste kamp som cheftræner for FC København i onsdags mod Silkeborg.

Ved den lejlighed kunne man i øvrigt bemærke, at Carsten V. Jensen og Troels Bech stod som et spejl af hinanden i det tekniske felt iført lyseblå skjorte, pæne mørke bukser og spidse sko, og da det stod klart, at mesterskabet gik til Farum, kom tanken da om, at Troels Bech måske ikke var så dårligt et match for FC København, hvis der skulle laves om i rollefordelingen.

Han er 4-4-2 mand, han har stor erfaring (omend begrænset europæisk) og han er en udadvendt personlighed, der er god til at præsentere og forklare filosofien og kulturen. Men i går blev han jo som bekendt ny cheftræner i OB.

- Jamen jeg ønsker da både OB og Troels til lykke. Jeg har kun godt at sige om ham, men det er altså ikke rigtigt at tænke, at der skulle være noget for os at fortryde i forhold til, at han nu er cheftræner i OB, siger Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København.



tipsbladet.dk