Cardiffs ejer Vincent Tan er ikke Andreas Cornelius' største fan. Det har han aldrig lagt skjul på. Dagen efter den walisiske klub endegyldigt rykkede ned fra Premier League, skyder malaysieren igen med skarpt efter den danske angriber.

Det er Cornelius' høje transfersum og løn i hans tid i Cardiff, Tan endnu engang raser over.

- Jeg gav ham (Malky Mackay, klubbens tidligere træner) et stort transferbudget, men han brugte det på de forkerte folk. Vi skulle have haft en førsteangriber, og vi skrev under med en 20-årig og gav ham 400.000 kr. om ugen, siger Tan til Walesonline og fortsætter:

- Vi betalte mere end 90 mio. kr. for ham. Jeg har læst, at folk tror, at tallet er 70 mio. kr., men det passer ikke. Det var over 90 mio. kr. Og hvad skete der? Han startede næsten aldrig inde.

- Hvorfor betale så meget for en angriber og give ham 400.000 kr. om ugen, mere end Craig Bellamy, og så ikke starte med ham?, spørger han retorisk.

Dermed fortsætter Vincent Tan også kritikken af Malky Mackay, der blev fyret i Cardiff i december. Han peger på, at den skotske træner bærer ansvaret for klubbens nedrykning.

- Det er dumme beslutninger. Folk spørger mig, hvorfor jeg er sur. Men ville du ikke også være det, hvis du hyrede én, og han så lavede den slags beslutninger?

Andreas Cornelius skiftede i januar tilbage til FC København i en handel, der kostede københavnerne i omegnen af 30 mio. kr.