FC Københavns Champions League-hold kan se markant anderledes ud om et år. Interessen for de danske mestres spillere er enorm, og svenske Ludwig Augustinsson er næste genstand på fodbold-varebåndet.

Werder Bremens sportsdirektør, Frank Baumann, er vild med den svenske back.

»Vi er stadig interesserede i Ludwig. Men der er ikke så få klubber, der er interesserede. Hvis vi ikke troede, at vi havde en chance, ville vi lade den ligge. Vi er i konstant dialog med hans agent. Spilleren kan godt se sig se skifte til Werder,« siger Frank Baumann til Bild.

FC København har allerede solgt Thomas Delaney til Werder Bremen med effekt fra vinteren, og det kommer da heller ikke bag på Ståle Solbakken, at Frank Baumann gerne vil have fat i hans faste mand på venstre back.

»Vi ved, at de er interesserede. Han er velkommen til at byde på Ludwig, men der kommer ikke til at ske noget før til sommer. I sommeren 2017 bliver Ludwig solgt. Det har jeg aftalt med Ludwig og agenten denne sommer,« siger Solbakken til BT.

Men det er ikke bare Werder Bremen, der synes, at 22-årige Ludwig Augustinsson har talent til mere end Superligaen. Solbakken har mærket den store interesse for backen.

»Det er der 100 andre klubber, der også er. Det er derfor, vi så sikkert kan sige, at hvis Augustinsson har en favoritklub, er vi rimelig sikre på, at vi kan få en okay pris. For hvis der er nogen, der har ringet i sommeren 2016, og han siden har spillet Champions League og er kommet ind på det svenske landshold, er det ikke lige det, der bekymrer mig mest.«

Ifølge Bild var Ludwig Augustinsson i sommer i Werder Bremen for at kigge på forholdene. Her skulle han være blevet fløjet ned i privatfly for at gøre den tyske klub til favoritdestinationen.

»Jeg har en anelse om, at han kunne have været dernede. Han fik en dag fri til at snakke med klubber, men hvilken klub det var, var jeg ligeglad med. Han havde fri den dag, og så oplyste han mig om, hvad han skulle. Hvad han laver på sin fridag, er ikke noget, jeg kan kontrollere. Jeg kan kontrollere, at han ikke bliver solgt før sommeren 2017, og det ved både han og agenten,« siger Solbakken.

Bild skriver, at Augustinsson koster mellem tre og fire millioner euro. Er det nok for dig?

»Det ved jeg ikke. Vi får at se, hvad han bringer. Det kommer an på, om han slår indlæg foran målet eller bagom målet,« siger Solbakken.