Torsdagens bundgyser mellem HB Køge og Lyngby er en skæbnekamp for begge hold, vurderer fodboldekspert.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Skærtorsdag byder på to yderst interessante opgør i Superligaen. I Parken tager FC København imod Brøndby i 'New Firm', mens der på Sydsjælland er vaskeægte bundopgør mellem HB Køge og Lyngby.

Sidstnævnte kamp kan blive afgørende for begge holds fremtidige status som Superligahold, vurderer DRs fodboldekspert Jan Kalborg.

- Kampen bliver altafgørende for Køge. Hvis ikke de får de tre point, så kan de have alle mulige gode intentioner og tanker om at overleve. Men så er faktum, at de ikke er en del af Superligaen til næste år, lyder den kontante dom.

- Lyngby er næsten på samme linje, men der vil jeg alligevel åbne muligheden for, at de stadig kan redde sig. Selvom jeg ikke rigtig tror på det efter Sønderjyskes sejr i Aarhus, siger Jan Kalborg til sporten.dk.

Med kampens betydning in mente forventer han et klassisk bunddrama.

- Uafgjort er totalt ubrugeligt for begge hold. Det sætter begge meget tættere på første division.  Så man må formode, at begge hold går til kampen med ild i øjnene, siger Jan Kalborg, der spår en Lyngby-sejr.

- Lyngby har i mine øjne lidt mere at gøre godt med i forhold til trup og kvalitet.

Både Lyngby og HB Køge har hentet to sejre i forårets kampe. Især HB Køge har imponeret med en meriterende 4-2-sejr ude over OB, der dog blev fulgt op af et 0-2-nederlag til FC Nordsjælland i weekenden.

HB Køge har 12 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen, mens Lyngby har otte point op. Derfor er begge hold pisket til at skrabe point sammen.