Frank Buch-Andersen afviser, at det er ham, der forsinker den økonomiske redningsaktion i Brøndby. Det er klubbens ledelse, fastslår den tidligere administrerende direktør.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mandag kan man i Børsen læse, hvordan stemmer i Brøndbys bestyrelse og i den investorgruppe, der skulle sikre de 150 mio. kr. i en kapitaludvidelse undrer sig over, hvad der mon sker med hele planen.

Svaret er, at der stadig arbejdes på sagerne, og at manden, der står i spidsen for investorgruppen, Frank Buch-Andersen, også selv er i venteposition.

- Det må ikke forstås sådan, at der er nogen, der venter på mig. Den 28. september sendte Brøndby en fondsbørsmeddelelse ud, hvori de meddelte, at de arbejder på en plan, der forventedes færdig inden for et par måneder. Det er der ikke ændret noget på. Den plan kan kun udarbejdes af Brøndby, så den venter jeg også på, siger Frank Buch-Andersen til sporten.dk.

Første del af arbejdet mod en kapitaludvidelse er at afdække Brøndbys økonomi ned til mindste detalje, så der kommer klarhed over, hvilke forpligtelser der ligger, hvordan bonusordninger, lønninger og så videre ser ud, hvorefter Frank Buch-Andersen kan tage stilling til det videre forløb.

- Der er kun én, der kan udarbejde den plan, og det er Brøndby. Det er Brøndby, der har alle de data, og det er derfor, at selskabet den 28. september meddelte fondsbørsen, at den nu arbejdede videre med planen. Når den er færdig, må vi se på den og se, om vi kan arbejde videre med kapitaludvidelsen, siger Frank Buch-Andersen.

- Jeg vil ikke have, det skal lyde som om, jeg bare brølede et eller andet, da jeg kom med mit forslag, og så holdt jeg mig væk. Det eneste, jeg og vi vil, er, at hjælpe Brøndby, og det vil jeg stadig. Vi skal ikke selv ud og købe en masse aktier. Derfor skal vi kunne kigge hinanden i øjnene og være sikre på, at vi kan sige til aktionærerne, at det her er holdbart også om to-tre-fire år, og derfor skal Brøndby komme med en meget grundig plan. Det er den, jeg også venter på, siger Frank Buch-Andersen.