KOMMENTAR

Med en dramatisk afslutning på grundspillet i vente på søndag, hvor de sidste slutspilspladser skal findes, giver BTs sportschef Morten Crone Sejersbøl sin vurdering af den nye ligastruktur.

Søndag bliver det endelig afgjort, hvilke seks hold der skal med i medaljeslutspillet, og hvem der skal spille for at undgå nedrykning fra Superligaen. De første deltagere i både det ene og det andet slutspil ligger allerede fast, så i denne omgang retter vi blikket stift imod sjettepladsen.

Det er ikke et sted, vi normalt fokuserer ret længe ad gangen, men i hele foråret har det været der, den største spænding i Superligaen har skullet findes.

Det er den nye strukturs første store sejr efter et helt efterår af nederlag med faldende tilskuertal til kampe, der havde karakter af mellemregning på mellemregning. Og nu trækker vi så en streg ved sjettepladsen og begynder forfra.

Jeg var i sin tid arg modstander af, at Superligaen skulle udvides fra 12 til 14 klubber, så kvaliteten skulle strækkes ud over flere hold.

Jeg tror ikke på, at nogen bliver bedre af at spille mod dårligere modstandere end mod gode modstandere, og jeg tror ikke på, at spændingen, kvaliteten eller underholdningsværdien bliver større af, at en turnering udvides nedefra.

Og det er skrevet med respekt for det, oprykkerne har leveret ud fra deres forudsætninger, og med bevidstheden om, at etablerede og langt større klubber har gjort det elendigt.

Nu står vi så med en udvidet Superliga, og som jeg har skrevet før, er slutspillet det eneste, der for mig kan forsvare udvidelsen.

Nu får de bedste seks klubber en stribe spændende og i bedste fald udviklende kampe med højere kvalitet mod hinanden, end de har hafthidtil, mens midter-og bundsektionen får en opmærksomhed og nerve, de ikke har set før. Lad os se, om der også kommer flere tilskuere til kampene.

Læs mere under boksene...

Da slutspillet blev introduceret, var argumenterne, at der ville blive:

  1. Flere kampe med noget på spil
  2. Spænding om mesterskabet i længere tid
  3. Spænding om fordelingen af de europæiske pladser i længere tid
  4. Spænding om nedrykning i længere tid
  5. Mere spilletid til flere unge spillere

Allerede nu lader det til, at vi kan sætte en masse flueben. Punkt ét, tre og fire kunne allerede på forhånd krydses af, da både nogle af Europa Cup- og nedrykningspladserne fordeles via playoff-kampe i sidste runde, hvilket med stor sandsynlighed ville udløse et flueben til punkt ét.

Punkt fem ser ud til akkurat at blive opfyldt med et fald på nogle måneder. Det ved vi først senere.

Spænding om mesterskabet (punkt to) lader det derimod ikke til, at vi får, hvilket man måske kunne have forestillet sig, hvis færre, men bedre, klubber havde mødtes fra begyndelsen. Det får vi aldrig at vide.

Det er naturligvis for tidligt at fælde dom over den nye struktur, for selv om der allerede nu er masser af flueben, mangler vi stadig at vurdere en håndfuld andre parametre af mindre målbar karakter:

  1. Var det de retfærdige nedrykkere, vi fandt? Et spørgsmål, man ikke længere kan besvare med, at tabellen ikke lyver, al den stund, at nummer syv i grundspillet og nummer 11 efter mellemspillet kan ende med at rykke ned efter playoff-kampe
  2. Var det den rigtige fjerde deltager, der røg i Europa? Igen kan man ikke svare, at tabellen aldrig lyver, fordi nummer syv efter playoffkan overhale nummer fire
  3. Var det underholdende? Indtil videre har det været et langtrukkent forspil til et fokus på sjettepladsen..
  4. Kom der flere tilskuere?
  5. Blev kvaliteten hævet, eller bliver den det på sigt?
  6. Var det til at forstå, hvad der skete, da grundspillet var forbi?
  7. Fik vi flere danske talenter ud af øvelsen?
  8. Find selv på flere

Jeg ser ikke nødvendigvis problematikken i punkt ét og to, men jeg ved, at mange gør. Vi må vente på svarene, og det gode er, at selv de vil kunne diskuteres. Om ikke andet får vi da noget at tale om.