Fodboldens Disciplinærenhed er så uduelig, at den må gentænkes og omstruktureres for nogensinde at vinde troværdighed. Det er ikke et angreb på de mennesker, der sidder i udvalget og udfører deres arbejde, men på den struktur, der ligger til grund for det.

Som det er i dag, er det medier, fans og rene tilfældigheder, der afgør, hvem der skal, og hvem der ikke skal i farezonen for at få karantæne i landets bedste fodboldrække. Det er jo – uanset hvor spændende det er at være med til at bestemme – ikke holdbart.

Fodboldens Disciplinærinstans ser ikke systematisk alle kampe igennem. Det betyder, at det ofte kun er, hvis medier eller fans gør opmærksom på tvivlsomme episoder, at de bliver taget op. Det siger sig selv, at de kampe, der får størst opmærksomhed også er de kampe, hvor spillerne er under størst risiko for at blive opdaget.

Næste problem er, at Disciplinærinstansen er sammensat af personer uden dommereksamen. Det er klubfolk (hvilket i øvrigt også rummer et potentielt habilitetsproblem) og jurister, der nok har kendskab til fodbold, men som ikke har nogen indgående viden om fodboldloven. Juristerne ved noget om jura, men næppe mere om fodboldloven end dig og mig, hvilket er et forholdsvis stort problem, når det netop er fodboldloven, de skal administrere og dømme ud fra.

Det bedste eksempel på, hvorfor det er et nærmest grotesk problem, stammer fra en historie, vi selv bragte i BT for snart to år siden. Disciplinærinstansen vurderede, at der ikke var grund til at give karantæne til Zanka og Nicolai Jørgensen, efter de havde set tv-billeder fra kampen, men i en intern mail, som i forbindelse med en evaluering var rundsendt til elitedommergruppen, og som BT fik fingrene i, stod der:

”Vi har behov for at slå fast, at vi fra en 100 procent enig EDG mangler to klinkende klare røde kort, når man vurderer ud fra TV-billederne.”

Elitedommernes regelrytter, undervisere og chefer var altså helt uenige i disciplinærinstansens afgørelse, og dermed slap to spillere for en straf, de ville have fået af dem, der kender reglerne, hvis de havde haft indflydelse. Det er jo helt hen i vejret.

Et andet eksempel fra den aktuelle sag mod Santander gav formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov (som i øvrigt er en både flink og en utvivlsomt dygtig advokat), da han over for Ekstra Bladet betegnede det som »usandsynligt«, at der ville blive rejst en sag, da der ikke var tale om »voldelig adfærd«. For det første kan det rent faktisk godt være, der er tale om det i fodboldlovmæssig forstand. For det andet er der jo mange andre grunde til at give rødt kort end »voldelig adfærd.«

Jeg har set, at Spillerforeningens formand, Mads Øland, desuden kalder det et problem, at spillerne hverken kan anke eller gøre indsigelser. Tja. Skulle spillerne ikke have den mulighed? Jeg ser det ikke som et grundlæggende problem for udvalgets arbejde, men når man alligevel bør gentænke dets funktion og struktur, kan man lige så godt give spillerne de samme betingelser for at forklare sig som i eksempelvis England eller Holland.

Så de ret simple ændringer, der vil gøre alverden er:

1. Indsæt en eller flere folk med dommerfaglig baggrund i disciplinærudvalget.

2. Få nogen til at gennemse de syv kampe. Hvis det af habilitetshensyn er et problem at få aktive (professionelle) topdommere til at bedømme deres kollegaer, så sæt en studerende med dommereksamen til at screene kampene for forseelser, der bør vurderes af udvalget.

3. Begræns udvalgets opgaver til at vurdere principielle sager og spørgsmål om røde kort. Småting lader det fare for ikke at overbebyrde udvalget og for at undgå overadministration af spillet.

Skal vi få det lavet om? Det kan ikke være argumenter for at svare nej.